Bygge- og anlægsaffald

Bygge- og anlægsaffald opstår ved nybyggeri, renovering, lednings- og anlægsarbejder mv. Affaldet kan f.eks. være brokker, træ, armeringsjern, kabler, asfalt, vinduer, pap, plast og sanitet. Jord behandles i særskilt regulativ for jord. 

Bygherren har ansvaret 

Ved bygge- og anlægsaktiviteter er det bygherren, der er ansvarlig for korrekt håndtering af affaldet, herunder sortering og aflevering til godkendt modtageanlæg.

Ved nedrivning og renovering, samt ved nybyggeri, kan der fremkomme farligt og miljøskadeligt affald. Dette affald – såvel som uforurenet bygge- og anlægsaffald – skal håndteres korrekt for at undgå skader på miljøet og sundheden og for at spare på ressourcerne.

Derfor skal bygherren:

  • før byggearbejdet påbegyndes, gennemgå bygningen og byggearbejdet for at identificere de forskellige typer af affald.
  • anmelde byggearbejdet og affaldet efter lovgivningens regler.
  • sørge for, at affaldet sorteres korrekt, så det kan blive behandlet på den rigtige måde.
  • sørge for enten selv at genbruge eller genanvende affaldet eller sende det til virksomheder, som lovligt kan genbruge eller oparbejde affaldet, samt sende det farlige og miljøskadelige affald til behandling hos en godkendt behandlingsvirksomhed.

Du kan som bygherre og entreprenør få råd og vejledning til, hvilke regler der gælder, og hvordan du skal gribe sagen an, når du skal i gang med en opgave, som vil resultere i større eller mindre mængder bygge- og anlægsaffald i denne vejledning.

Ifølge Affaldsbekendtgørelsens Kap. 17 skal der afgives oplysninger, så affaldet kan klassificeres jf. Affaldsbekendtgørelsens Kap. 3 og CLP Forordningen med henblik på at anvise byggeaffaldet til godkendt modtager. Der kan tages prøver for fx tungmetaller (bly, zink, krom, kobber, nikkel, cadmium, kviksølv), eller byggeaffaldets renhed kan dokumenteres på anden vis.

Anmeldelse af bygge- og anlægsaffald

Det er bygherres ansvar at anmelde bygge- og anlægsaffaldet. Hvis anmeldelsen foretages af en anden end bygherre, skal der foreligge en fuldmagt fra bygherren. Anmeldelsen skal ske senest 2 uger før byggearbejdet.

Du skal anmelde bygge- og anlægsaffald, når:

  • dit byggearbejde (renoverings- eller nedrivningsopgave) vedrører mere end 10 m2 af en bygning eller anlæg eller frembringer mere end 1 tons affald.
  • du udskifter termoruder fra før 1977.
  • du fjerner asbestholdige materialer.
  • du fjerner farligt affald for eksempel bly og andre tungmetaller i maling og PCB.

Ved støvende eller støjende aktivitet i forbindelse med bygge-/anlægsarbejdet skal Hillerød Kommunes Forskrift om støj og støv for bygge- og anlægsarbejder overholdes.

ANMELD DIT BYGGEAFFALD (login med NemID)

Miljøfarlige stoffer

Affald fra byggeri og nedrivning indeholder med stor sandsynlighed farlige stoffer.  Hillerød Kommune/Forsyning arbejder for at sikre, at miljøskadelige stoffer ikke spredes, og at mest muligt af affaldet går til genbrug og genanvendelse. Du har pligt til at undersøge bygningen for skadelige stoffer inden nedrivning eller renovering; på den måde sikrer vi, at rent, forurenet og farligt affald håndteres korrekt og ikke sammenblandes. Det giver mest genanvendelse og mindst spredning af farlige stoffer.

Nedenfor ser du en vejledende liste over en række almindelige byggematerialer samt hvilke miljøskadelige stoffer, de kan forventes at indeholde. Dvs. hvad der som minimum skal kunne dokumenteres for renheden af, såfremt materialerne kan kategoriseres som rene. Der vil i hver enkelt sag blive foretaget en individuel vurdering.

En uddybende oversigt kan ses i Metoder til fjernelse af miljøproblematiske stoffer. Her kan du også læse om stoffernes udbredelse og egenskaber.

Bygningsdele

Typiske miljøfarlige stoffer

Træværksmaling, facademaling, øvrig indvendig maling 

PCB (før 1977)
Tungmetaller: bly, nikkel, krom, cadmium, kobber, zink, arsen

Klinker/fliser

Tungmetaller: bly, nikkel, krom, cadmium, kobber, zink, arsen

Klæber på gulve og vægge

Asbest (før 1986)
PCB (før 1977)

Gulve (fx linoleum, vinyl eller lignende)

Bly
Asbest (før 1986)
PCB (før 1977)

Termovinduer

PCB (før 1977)

Fuger

PCB (før 1977)
Chlorparaffiner
Asbest (før 1986)

Plader (fx tag- facade-, loft- og vægplader)

Asbest (før 1986)


Dokumentation for renheden af materialer kan for eksempel ske ved forevisning af historik over alle anvendte byggematerialer eller ved prøveudtagninger og dertilhørende laboratorieanalyser.

Det skal tilstræbes, at affaldshierarkiet jf. Affaldsbekendtgørelsens Kap. 4 overholdes og håndhæves efter gældende regler.

Udsortering af byggeaffald skal ske efter Affaldsbekendtgørelsens Kap. 10, og rene fraktioner kan gå til fri genanvendelse jf. Restproduktbekendtgørelsens Kap. 5.

Hvis der er ønske om at genanvende lettere forurenet byggeaffald til fx opfyldning i vejarealer eller lignende, skal dette ske efter Miljøbeskyttelseslovens § 19.

Sortering 

Affaldet skal sorteres for at opnå størst mulig genanvendelse og mest miljøvenlig affaldsbortskaffelse. Det sker allerbedst ved kilden.

I dag er der større opmærksomhed på farlige og forurenende stoffer i bygge- og anlægsaffald. Hillerød Kommune forventer, at en del bygge- og anlægsaffald for fremtiden skal frasorteres og behandles specielt for at undgå, at farlige og forurenende stoffer i dele af affaldet sammenblandes med uforurenet affald. En sammenblanding vil medføre, at en større mængde ellers uforurenet bygge- og anlægsaffald ikke kan genbruges eller genanvendes.

For at fastholde den høje genanvendelsesprocent for bygge- og anlægsaffald (tidligere omkring 95 procent) er det derfor nødvendigt at kunne identificere og isolere de dele af bygge- og anlægsaffaldet, der kan være til fare for sundheden og miljøet. Eksempelvis anvendes der fortsat zink, nikkel, krom og cadmium i forskellig udstrækning, og de findes især i malinger. Det betyder, at der kan være behov for at afrense malingen for at minimere mængderne til specialbehandling.

Bliv klogere på teknologier til identifikation og fjernelse af miljøproblematiske stoffer og materialer fra bygninger til nedrivning og renovering.

Der skal derfor opstilles containere til både de forurenede og de uforurenede materialer ved såvel nybyggeri som ved renoveringer eller nedrivninger.

Se en liste med vejledende grænseværdier for stoffer som er typiske i byggeaffald. Listen er ikke udtømmende, og der kan være et alternativ til forbrænding og deponi for byggeaffald med et forureningsindhold mellem "rent" og "farligt affald".

Bygge- og anlægsaffald skal så vidt muligt genbruges eller genanvendes. Det er et krav i lovgivningen for at spare nye ressourcer og landarealer til deponier.

Sortering af byggeaffald til genanvendelse

Som hovedregel skal bygge- og anlægsaffald – i det omfang fraktionerne forekommer – på stedet sorteres i mindst følgende fraktioner:

  • Natursten, f.eks. granit og flint
  • Uglaseret tegl (mur- og tagsten)
  • Beton
  • Blandinger af materialer fra natursten, uglaseret tegl og beton
  • Jern og metal
  • Gips
  • Stenuld
  • Jord
  • Asfalt
  • Blandinger af beton og asfalt

Det sorterede affald skal være rent for alt andet end mørtel og eventuelt armeringsjern.

Andre genanvendelige materialer eksempelvis plast, hård PVC, glas, pap, papir mv. skal ligeledes kildesorteres, jf. Regulativ for erhvervsaffald i Hillerød Kommune.

Direkte genbrug af byggeaffald 

Ved renovering og nedrivning kan vinduer, døre, sanitet, tømmer, tagsten og lignende genbruges direkte i andre byggerier. I enkelte tilfælde kan tegl, mursten og beton desuden genbruges direkte til stabilisering af veje, stier, mv. på den ejendom, hvor materialet er produceret. 

Sammenblanding af byggeaffald 

Sortering ved kilden kan undlades, hvis den samlede affaldsmængde fra det pågældende bygge- og anlægsprojekt ikke overstiger 1 ton. Affaldet skal i givet fald transporteres til et godkendt sorteringsanlæg. 

Affald der indeholder asbest eller PCB samt farligt affald

Der gælder særlige regler for dele af bygningsaffaldet. Læs mere om PCB-holdigt affald, asbestaffald og farligt affald.

Forbrændingsegnet byggeaffald

Forbrændingsegnet byggeaffald anvises til Vestforbrænding i Glostrup.

Byggeaffald til deponering

Byggeaffald til deponering anvises til aflevering på:

AV-Miljø
Avedøreholmen 97
2650 Hvidovre
Tlf.: 36 77 15 99
av@av.dk

Modtageanlæg, indsamlere og transportører

Du kan finde transportører, indsamlere og modtageanlæg i Affaldsregisteret

Akutte driftsproblemer

Ved akutte problemer uden for normal åbningstid på driftsområderne vand, varme og spildevand kan du via vores hovednummer få kontakt til vagtpersonale.

48 23 10 00