Undgå lugtgener og mider i varmen, læs mere

Vi vil gerne passe på dine data - hjælp os med det! Læs mere

Ændring af papirruter pr. 1. maj 2018, læs mere

Frivillig papordning, læs mere

 Udgravning

Udgravningerne forud for Klima- og Miljøparken

Før gravemaskinerne gik i gang med at omdanne landskabet og skabe klimaparken, foretog Museum Nordsjælland omfattende udgravninger. Under de åbne marker lå der levn fra dele af både bondestenalderen, bronzealderen og jernalderen, dvs. tiden mellem 3500 f.Kr. og indtil omkring år 0. Dertil kom to vandmøller fra tiden omkring 1550-1800. Vandmøllerne er beskrevet ved møllehjulet.

Bopladserne fra de forskellige tider lå spredt i landskabet. Således kunne bondestenalderen findes på kanten af vådområderne, hvorimod man i bronze- og den tidlige jernalder foretrak de mere tørre områder på forhøjningerne. Da store dele af området lå tæt op af mindre vådområder, eller ligefrem bestod af vådområder, var der også flest bopladser fra den yngre stenalder.

De første beboere på arealet dukkede op omkring 3500-3300 f. Kr. Sporene efter deres ophold findes som affaldslag med flintredskaber, flintaffald, skår efter lerkar og knogler. Flintteknologien var veludviklet og brugbar, og man producerede de redskaber man skulle bruge lokalt. I de nærliggende moser ofrede man til guderne. Ofrene kunne være både mad og økser, og et fund af en hel flintøkse tolkes som et offer. Omkring 3200 f. Kr. forlades området, og først omkring 2300-2000 f. Kr. dukker der igen beboere op.

På de ca. 1000 år har flintteknologien udviklet sig, og man frembringer nu fantastisk flotte våben og redskaber i flint. Ved at bearbejde flinten kan man skabe kopier af de bronzegenstande, som i denne periode vinder indpas i Europa. I affaldslagene fra slutningen af bondestenalderen har vi fundet både flotte spyd- og pilespidser, samt dolkfragmenter af flint, som klart viser en overlegen evne til at forme flinten.

Herefter er der igen en ca. 1000 år lang periode hvor det 40 hektar store areal henligger ubeboet, inden man omkring år 1000 f. Kr. igen bosætter sig på arealet. Vi er nu nået frem til den yngre bronzealder, hvor man stadig bruger flint til redskaber, men bronze til smykker og våben. Bronzen importeres fra Europa, men smeltes om i det nuværende nordiske område, således at man kan skabe hjemlige genstande. Vi har desværre hverken spor efter støbning af bronze eller regulære bronzegenstande, men det er meget typisk for denne periode. Bronzen var kostbar og blev ikke blot tabt på bopladserne.

I stedet har vi fundet masser af skår, hvoraf flere kunne samles til et helt lerkar, som kan ses på et af billederne. Sammen med skårene lå en opbrugt økse, der var fremstillet af kronhjortetak. Øksen var meget fint udsmykket med koncentriske cirkler, der tolkes om et tidligt soltegn. Cirklerne var boret ind i øksen og efterfølgende var ringene fyldt med birkebeg, hvilket har betydet, at cirklerne fremstod sorte på den gullighvide økse. Økser af tak er ikke ukendte, men der er stadig tale om en sjælden fundtype, som vakte stor begejstring, da den kom frem.

Lidt væk fra bopladsen har man flere steder anlagt områder med klynger af jordovne på mellem 20 og 30 stk. Jordovne består af nedgravninger som er fyldt med brændte sten og, i nogen grad, trækul. Ovnene hører til blandt de mest almindelige fundtyper fra oldtiden, men alligevel er de stadig lidt uforklarlige, for hvad har de været brugt til? Arkæologerne forestiller sig, at man kan have tilberedt en steg eller noget lignende mad i ovnen, men da de kun sjældent bærer tegn på genbrug, så har man kun tilberedt meget få stege i den yngre bronzealder. Forklaringen på dette kan være, at man kun skulle tilberede mad i jordovne ved særlige lejligheder, f.eks. i forbindelse med kultiske handlinger.

Sporene fra jernalderen, dvs. efter 500 f. Kr. er få og dækker over en brønd og nogle gruber med affald. Herefter synes området at blive forladt, indtil den første mølle anlægges omkring 1551 e. Kr.

Ved større udgravninger som denne forekommer der ofte nogle anderledes fund, der ikke umiddelbart kan forklares. Blandt disse var sporene efter en øst-vest vendt række af store stolper, der har stået på en markant forhøjning. Rækken bestod af fem stolper der må have markeret et eller andet, som vi desværre ikke kunne genfinde i dag. Dateringen er ligeledes ukendt.

 

Vandmøllerne

Ud fra både kort og skriftlige kilder vidste man godt, at Faurholm Ladegårdsmølle lå i området nord for Havelse å, der slynger sig gennem den nordvestlige del af området. Ved forundersøgelsen i 2014 genfandt arkæologerne mølletomten, som siden skulle udgraves i 2016. Stor var overraskelsen dog, da bygherren ringede i 2015 og fortalte, at man var stødt på rester af tømmer under et dige syd for åen. Det var ganske uventet, at der skulle være fund under diget, som var anlagt i starten af 1800-talet.

Da først de forskellige dele af tømmeret blev renset af, kunne resterne af en træbygget vandmølle ses ganske tydeligt. Møllen var for længst forsvundet, men de sidste rester af kanalen, stolperne til at bære møllehuset og møllehjulet, stigbordet og stemmeværket var stadig bevarede. Udgravningen resulterede kun i få fund, og meget tyder på, at man har genbrugt så meget som muligt, og kun efterladt de dele, som var for ødelagte, eller som var umulige at tage med.

Ud fra årrings-dateringer af tømmeret kan vi se, at møllen blev opført omkring 1551. De skriftlige kilder nævner en vandmølle ved Faurholm allerede i 1496. Denne blev nedrevet i 1572 på kongelig forordning. Interessant nok var ladegårdsmøllen den sidste rest af et større bygningskompleks med herregård (eller måske ligefrem slot), ladegård og mølle som blev anlagt i området omkring det nuværende Faurholm, fra midten af 1500-tallet og frem. Herregården (slottet) blev dog nedrevet allerede få år efter at byggeriet var sat i gang. Ladegården fik lov at stå frem til 1638, hvorefter den også blev revet ned, således at kun vandmøllen var tilbage. Måske er møllen under diget den samme mølle, som rives ned i 1572? Det passer i hvert fald fint sammen med, at der anlægges en ny vandmølle nord for åen, i anden halvdel af 1500-tallet.

Den nye vandmølle kendes fra de ældste kort fra tiden omkring 1776, men erstattes kort efter af en vindmølle, der opføres ca. samtidig med den nuværende Favrholm hovedgård i starten af 1800-tallet. Den ny vandmølle eksisterede således fra slutningen af 1572 og indtil starten af 1800-tallet.

Ved udgravningen af den nye vandmølle stødte arkæologerne på et væld af bevarede detaljer. Under bygningsrester fra 1700- og 1800-tallet lå de ældste dele af vandmøllen fra anden halvdel af 1500-tallet. Sporene efter vandmøllen bestod blandt andet af en fin stenbygget kælder og resterne af en smedje. I den tilhørende møllekanal var der stadig rester af den træbyggede konstruktion bevaret med flere hjulrender og spor efter reparationer eller ombygninger. Vandet til møllen er blevet opstemmet i en nærliggende mølledam og ledt til møllen af en gravet kanal, hvis sider var støttet af risflet. Efter møllen blev vandet ledt ned til Havelse å af yderligere en kanal.

I kanalen ved den nye vandmølle lå der masser af affald fra brugstiden. Lædersko, mønter, potter og fade, redskaber, trægenstande osv. Flere af fundene afspejler import fra udlandet. Én af skoene har således et særligt kendetegn i form af en gennemboret hæl, som ellers er et engelsk fænomen. En del bordservice stammer ligeledes fra det engelske område. En medaljon stammer fra det tysk-hollandske område og et stykke tømmer i den stenbyggede kælder er af en træsort, der findes omkring ækvator. Sammen med de eksotiske fund var der da også regulære hjemlige genstande, hvoraf mønter og bordservice er lettest at genkende. Men der er ingen tvivl om, at fundene fra udlandet afspejler, at mølleren var en holden mand, der havde råd til at købe importvarer.

 

Akutte driftsproblemer

Ved akutte problemer uden for normal åbningstid på driftsområderne vand, varme og spildevand kan du via vores hovednummer få kontakt til vagtpersonale.

48 23 10 00