Gå til indhold
23.06.2020

Lad ikke madaffaldet gå til spilde

Når du afleverer dit madaffald i din madaffaldsbeholder, så bliver det til biogas og næringsrig kompost.

1 ton madaffald giver min. 90 m3 biogas, som bruges til produktion af el og varme. Dette giver en besparelse på 90 kg CO2

I sommermånederne kan det forekomme, at du som husejer kan opleve en grim lugt fra din beholder til madaffald.
Husk dog på, at der kun kommer fluer, hvis der er noget at komme efter. 

Vi har samlet 7 gode råd, du bør følge, for at undgå problemer med lugt og fluer:

  • Væsken fra madaffaldet (perkolat) lugter, hvis det løber ud i affaldsbeholderen og tiltrækker fluer. Sørg derfor for at dryppe madaffaldet godt af, inden du smider det ud.
  • Luk din madaffaldspose med en knude og undgå at overfylde posen. Skift hellere posen oftere - gerne hver 2. dag.
  • Undgå at madaffaldsposen går i stykker ved at lægge posen forsigtigt ned i beholderen i stedet for at smide den. På den måde sikrer du bedre, at affaldet ikke løber ud i affaldsbeholderen.
  • Placer din udendørs affaldsbeholder i skygge.
  • Du kan forebygge lugt, maddiker og fluer ved at rengøre din affaldsbeholder med vand og sæbe efter behov – brug for eksempel haveslangen.
  • Skulle der komme maddiker i din beholder, så hæld kogende vand i den tomme beholder og luk låget til. Hæld vandet ud, når det er kølet af.
  • Hold låg på både dine indendørs og udendørs affaldsbeholdere lukket for at undgå, at spyfluer lægger æg i affaldet.

Hvis du overholder de ovenstående 7 gode råd, burde du ikke have problemer med lugt, fluer og maddiker.

 

 

Akutte driftsproblemer

Ved akutte problemer uden for normal åbningstid på driftsområderne vand, varme og spildevand kan du via vores hovednummer få kontakt til vagtpersonale.

48 23 10 00