Nordsjællandske forsyningsselskaber indbyder entreprenører til tæt samarbejde

Pressemeddelelse

Forsyningsselskaberne i Halsnæs og Hillerød kommuner leder efter to entreprenører til et tæt partnering-samarbejde. De to entreprenører skal i de kommende år udføre anlægsarbejder for over 600 mio. kr. for de to nordsjællandske forsyningsselskaber. Forsyningerne indbyder interesserede entreprenører til informationsmøde om planerne.

Hillerød, 28. juni 2021 – Hillerød Forsyning og Halsnæs Forsyning har i flere år haft et tæt samarbejde. Bl.a. har de to forsyningsselskaber etableret et fælles selskab, der står for affaldsindsamlingen i de to kommuner. Nu styrker de to forsyningsselskaber samarbejdet på endnu et område. Til gavn for både samarbejdspartnere, kunder – og forsyningsselskaberne selv.

De to forsyningsselskaber vil etablere et partnering-samarbejde med to entreprenører, der i løbet af de kommende seks år skal udføre fem store anlægsprojekter for i alt over 600 mio. kr. i de to kommuner.

”Partnering-samarbejde mellem bygherrer og entreprenører betyder, at parterne gennem et fast, tæt samarbejde kan ændre hele samarbejdskulturen. Det tætte samarbejde og en tidlig inddragelse af entreprenører i projekterne skal skabe en ’én for alle og alle for én’-holdning, der skal sikre lavere anlægspriser, højere effektivitet, større budgetsikkerhed, bedre samarbejdskultur og øget fokus på bæredygtighed,” siger Pernille Ingildsen, leder af projektafdelingen, Hillerød Forsyning.

Til tiden og indenfor budget

Partnering som samarbejdsform mellem bygherre og entreprenør blev opfundet i 1970’erne i USA, og i Danmark er der gjort flere forsøg på at anvende partnering med varierende held. Igennem de seneste år har der dog været flere succesrige projekter herhjemme, hvor det tætte samarbejde mellem byggeriets parter har været med til at sikre, at projekterne er blevet afleveret til tiden og indenfor det aftalte budget. Også lokalt i Nordsjælland har de to forsyningsvirksomheder haft positive oplevelser med partnering-aftaler. Det er de positive erfaringer, der har fået Halsnæs Forsyning og Hillerød Forsyning til at finde to entreprenører til et tæt og langvarigt samarbejde.

Lavere priser og højere tilfredshed.

”Et tæt samarbejde med to faste partnere giver os mulighed for at tænke langsigtet. Det betyder, at vi kan blive enige om succeskriterier, mål og leverancer, ligesom vi tager et fælles økonomisk ansvar, hvor både eventuelle gevinster og risici er et fælles ansvar. I sidste ende skal det tætte samarbejde munde ud i lavere priser og højere tilfredshed,” siger Finn Ellegaard, chef for Plan & Projekt, Halsnæs Forsyning. Hillerød Forsyning og Halsnæs Forsyning indbyder interesserede entreprenører til et online informationsmøde om det kommende partnering-samarbejde den 1. juli kl. 13.

Vedrørende informationsmødet

Hillerød Forsyning og Halsnæs Forsyning afholder elektronisk informationsmøde torsdag den 1. juli 2021, kl. 13. Tilmelding kan ske på info@hfors.dk, att.: Pernille Ingildsen. Efter tilmelding vil I modtage et link til mødet.

Udbudsmaterialet kan findes her.

Emne
  • Hillerød Forsyning