Rejsegilde for ny varmecentral
Hillerød Forsyning indviede ny miljøvenlig varmecentral.
Vejrguderne viste sig ikke fra deres bedste side denne torsdag middag, hvor medarbejdere og samarbejdspartnere var inviteret til rejsegilde i forbindelse med opførelsen af Hillerød Forsynings nye flisfyrede varmecentral på Rønnevangsalle. Varmechef fra Hillerød Forsyning, Kaj Jensen, bød velkommen og indviede dermed bygningen. Talen blev afsluttet med sætningen ”gid dette hus må bestå i så mange år, som dette glas går i skår”, hvorefter et glas blev kastet mod bygningen. Dernæst var det formanden for kommunens Teknik og Miljø udvalg, Tue Tortzens tur til at ønske tillykke med det miljøvenlige tiltag. Slutteligt gav repræsentanter fra henholdsvis hovedentreprenøren Dansk Halbyggeri og byggerådgiveren, Aksel V. Jensen, den nye varmecentral et par ord med på vejen. Rejsegildet blev afsluttet med lidt til ganen og maven.