Gå til indhold

Hvorfor er mit vand grønt?

Oplever du grønt vand? Du kan være ganske rolig.
Her kan du finde svar på, hvorfor dit vand er grønt, og hvordan du skal forholde dig.

Hvorfor tilsætter I grøn farve til vandet?

Hillerød Kommune er i gang med en grøn omstilling, og ét af elementerne i det arbejde er, at vi her i forsyningen ser på, hvor der er tab i systemet. Her er vand­lækager et af de steder, der skal sættes ind.

Vi tilsætter grønt farvestof til fjernvarme­vandet for at både vi og kunderne kan spotte evt. utætheder i fjernvarmenettet.

For det første medfører utætheder et unødigt energitab, så for at sikre optimal udnyttelse af den varme, vi producerer, skal systemet naturligvis være så tæt som muligt.

Og for det andet, så er fjernvarme­vand ikke almindeligt vand. Det er særligt ilt-frit vand med en pH-værdi på ca. 9,5. Derfor er fjernvarmevand ikke beregnet til at bade i.

Hvor ofte vil I tilsætte grønt farvestof til vandet?

Det grønne farvestof kan ses i fjernvarmevandet i ca. et år efter, at det er tilsat, så vi vil sjældent få behov for at tilsætte mere farvestof.

Men vi skal nok sige til, før vi tilsætter mere farvestof, så kunderne er opmærksomme på det. 

Hvad gør jeg, hvis vandet i min varme hane er grønt?

Hvis du har grønt vand i hanen, er det tegn på, at din varmeinstallation er utæt. Du skal derfor kontakte en autoriseret VVS‐installatør for udbedring. Der vil fortsat være grønt vand, indtil fejlen er rettet.

Desuden skal du ringe til Hillerød Forsyning på telefon 40 90 64 94. Du kan ringe mandag-torsdag mellem 7 og 15 og fredag mellem 7 og 12.

Er det grønne farvestof farligt?

Farvestoffet er godkendt af sundheds­myndighederne. Farvestoffet vil i vandet være fortyndet så meget, at det ikke udgør nogen sundhedsfare.

Miljøstyrelsen tillader op til 6 % af farvestoffet i alle typer kosmetik. Til sammenligning tilsætter Hillerød Forsyning farvestoffet i en koncentration på 0,0002 %.

I koncentreret form kan farvestoffet dog virke irriterende overfor hud og slimhinder.

Bliver jeg syg, hvis jeg drikker vand med grønt farvestof i?

Det grønne farvestof er i sig selv ufarligt og godkendt af sundhedsmyndighederne, og det vil være fortyndet så meget, at der ikke er nogen risiko forbundet med at drikke det.

Men den grønne farve er tegn på utæthed i din varmeinstallation, og dermed er der risiko for, at der løber fjernvarmevand over i dit brugsvand.

Fjernvarmevand er ikke helt almindeligt vand, men derimod særligt ilt-frit vand med en pH-værdi på ca. 9,5. Derfor er fjernvarmevand ikke beregnet til at bade i eller at indtage i større mængder. Så vi anbefaler, at du hurtigst muligt får repareret din varmeinstallation.

Må jeg fortsat bruge vandet?

Det grønne farvestof udgør ikke en sundhedsrisiko, men vi anbefaler, at du får repareret din varmeinstallation hurtigst muligt.

Når der er grønt vand i din varme hane, er det fordi, der løber fjernvarmevand over i dit brugsvand.

Kan det grønne farvestof komme i det kolde drikkevand?

Der er en meget lille risiko for, at det kan ske.
Fjernvarmevandet kan godt løbe over i det kolde drikkevand i det sjældne tilfælde, hvor du både har en defekt tilbagestrøms­sikring før vandvarmeren, og vandtrykket i fjernvarmesystemet samtidig er større end trykket i drikkevandssystemet.

Der er grønt vand i naturen. Hvad gør jeg?

Ring til Hillerød Forsyning på telefon 40 90 64 94 mandag-torsdag mellem 7 og 15 og fredag mellem 7 og 12.

Det grønne vand viser, at der er en utæthed i et fjernvarmerør i nærheden.

Farvestoffet er ufarligt for natur og dyreliv, og farven bliver nedbrudt biologisk på få dage, når tilførslen af farvestof er stoppet.

Bliver mit hår grønt, hvis jeg tager bad, og har en utæt varmeinstallation?

Der er en lille risiko for, at dit hår kan få et grønligt skær. Bliver dit hår grønt, anbefaler vi, at du efterfølgende skyller det i koldt vand.     

Bliver mit vasketøj grønt?

Der er en lille risiko for, at dit vasketøj kan få et svagt grønt skær. Bliver dit vasketøj grønt, anbefaler vi, at du efterfølgende skyller det i koldt vand.

Hvis mit brugsvand ikke er grønt, kan jeg så være sikker på, at min installation er i orden?

Du kan være ”næsten sikker” på, at alt er, som det skal være. Men nogle steder i Hillerød kan vandværkstrykket være højere end trykket i fjernvarmen, og så vil dit brugsvand ikke nødvendigvis blive farvet grønt, selvom du har en utæthed.

Hvis du vil være ”helt sikker”, så anbefaler vi, at du tester din vandvarmer for utætheder.

Du kan teste din vandvarmer ved at lukke for vandstikket ved vandmåleren og åbne for en vandhane med varmt vand. Kommer der nu grønt vand ud af den varme hane, er din vandvarmer utæt.  

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan finde svar på mit spørgsmål her på siden?

Hvis dit spørgsmål ikke fremgår af ovenstående liste, er du velkommen til at ringe til Hillerød Forsyning på telefon 40 90 64 94 mandag-torsdag mellem 7 og 15 og fredag mellem 7 og 12.

Akutte driftsproblemer

Ved akutte problemer uden for normal åbningstid på driftsområderne vand, varme og spildevand kan du via vores hovednummer få kontakt til vagtpersonale.

48 23 10 00