Elektronikaffald og batterier for erhverv

Der er forskel på, hvad der er din virksomheds ansvar og producentens ansvar, når det kommer til bortskaffelse af elektronik og batterier. Læs mere her.

Det er vigtigt, at din virksomhed bortskaffer elektronik og batterier på den rigtige måde. Elektronikaffald omfatter stort set alt, hvad der er ledning på og/eller batteri i. Det kan indeholde stoffer, som er farlige for menneskers sundhed og for miljøet. Derudover findes der ting i produkterne, som kan genbruges og derfor ikke må smides i almindeligt affald. 

Producentansvar

Elektronikaffald og batterier er omfattet af ’producentansvar’. Det betyder, at det er producenter og importører af udstyret, der har ansvaret for at få det behandlet, når det er blevet til affald.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit elektronikaffald er omfattet af producentansvaret, kan du henvende dig til producenten eller importøren af det pågældende produkt.

Du kan også læse mere om det hos Dansk Producent Ansvars-Systems (DPA).

Er din virksomhed tilmeldt genbrugsstationen?

Din virksomhed skal være tilmeldt og betale gebyr for brug af genbrugsstationen, hvis du vil aflevere elektronikaffald. Det gælder også, hvis du vil aflevere batterier og akkumulatorer.

Mindre og større mængder

Du kan sagtens aflevere mindre mængder elektronikaffald på genbrugsstationen. 

Hvis din virksomhed har større mængder elektronikaffald, kommer det lidt an på, hvornår det produkt, du vil af med, er markedsført.

Hvis affaldet består af kasseret udstyr, som er markedsført før den 1. april 2006, skal du:

  • Selv sørge for, at elektronikaffaldet bliver transporteret til og behandlet på et miljøgodkendt behandlingsanlæg

eller

  • Aflevere det kasserede udstyr hos producent eller importør ved køb af tilsvarende nyt udstyr. Producenter og importører har nemlig pligt til at tage det gamle udstyr retur uden særskilt betaling, når der købes tilsvarende nyt

Hvis affaldet er markedsført efter den 1. april 2006, skal du:

  • Selv aflevere det til producent eller importør (uden betaling)

eller

  • Indgå en særlig aftale med producent eller importør om, at din virksomhed påtager sig ansvaret for transport og behandling af affaldet og selv betaler for det til den tid.

Særlige typer af elektronikaffald 

Hvis dit elektronikaffald ikke er omfattet af producentansvaret, skal du rette henvendelse til Hillerød Kommune. De vil herefter anvise, hvilke muligheder der er for at behandle dette affald. Det udstyr, der falder uden for producentansvaret, er eksempelvis større stationære værktøjsmaskiner samt elektrisk udstyr fra biler, tog, skibe og fly. 

Batterier og akkumulatorer skal afleveres til registrerede transportører og/eller godkendte modtageanlæg. Dem kan du finde i Affaldsregistret. 

Gå til Affaldsregistret

Batterier og akkumulatorer kan også afleveres på genbrugsstationen.