10 tip til at spare på varmen

Det et heldigvis nemt at spare på varmen – helt uden at komme til at fryse. Hvis du bruger varmen hensigtsmæssigt, kan du både spare penge og passe på klimaet. Her får du 10 nemme tip til at spare på varmen og få en lavere varmeregning.

Skru ned for varmen

Det er selvfølgelig oplagt, men faktisk skal der meget lidt til. Tommelfingerreglen lyder, at hvis du skruer 1 grad ned for varmen, kan du spare ca. 5 % på din varmeregning*.
Så mærk efter, om 19 grader ikke er lige så godt som 20 – der er penge at spare.

Træk gardinerne for om aftenen – og fra om morgenen

Det kan næsten føles ligegyldigt i vintermånederne at trække gardinerne for og fra – det er mørkt, når man tager hjemmefra, og mørkt, når man kommer hjem igen. Men faktisk er det en rigtig god idé. Gardiner og persienner kan nemlig holde på varmen, når de er trukket for. Til gengæld hjælper solen med at varme rummet op om dagen.

Giv din radiator plads

Du kan komme til at blokere for varmen, hvis du dækker din radiator til med f.eks. tøj eller stiller din sofa eller andre store møbler lige op ad den, for så har varmen nemlig sværere ved at cirkulere og dermed sværere ved at varme rummet op. Sørg derfor for, at der er god plads rundt om din radiator.

Skru ned for varmen, inden du får gæster

Her er et tip, ikke alle tænker over. Men jo flere mennesker, det er samlet i et rum, jo varmere bliver det. Derfor er det smart at skrue lidt ned for varmen på forhånd, hvis du ved, I skal være mange samlet i ét rum, for så står I nemlig selv for en del af opvarmningen.

Luk døre og vinduer helt i

Hvis du har døre eller vinduer, der står lidt på klem, kan der sive kold luft ind, hvilket betyder, at der skal bruges mere varme på at holde temperaturen i rummet oppe. Husk derfor at lukke vinduer og døre helt i.

Det gælder også, hvis du har et rum i huset, du ønsker at holde køligere end de andre – f.eks. soveværelset. Sørg for at lukke døren, så varmen fra de andre rum ikke siver derind.

Sænk temperaturen om natten, og når du er på arbejde

Der er ingen grund til at lade varmen banke derudad, hvis du slet ikke er hjemme – eller opholder dig i et andet rum. Skru derfor ned for varmen, når du forlader huset, og inden du går i seng. Glemmer du det tit, kan du f.eks. sætte en seddel på hoveddøren, som minder dig om det, inden du går hjemmefra.

Tænd for alle dine radiatorer og stil dem på det samme

Jo flere, jo bedre. Du opvarmer rummet mest hensigtsmæssigt, hvis flere radiatorer fordeler arbejdet mellem sig. Det er langt bedre, end at én skal klare det hele. Husk derfor at tænde for alle radiatorer i rummet – det bliver meget nemmere at varme rummet op, og det er billigere i drift.

Sluk for radiatoren, når du lufter ud – og gør det kort, men kraftigt

Sluk radiatorerne, når du lufter ud, for ellers vil de registrere kulden og begynde at varme op. Husk i øvrigt, at når du lufter ud om vinteren, bør du gøre det kraftigt, men i kort tid. Hvis du lufter ud for længe, når vægge og møbler at blive kolde, og så tager det lang tid at varme dem op igen, når du stopper udluftningen.

Skru løbende op for varmen

Pas på med bare at skrue helt op for varmen, når temperaturen begynder at falde.
Når fyringssæsonen begynder, sætter du fremløbstermostaten på 35-40 grader. Når det bliver koldere, hæves fremløbstemperaturen endnu 5–7 grader, og når det bliver endnu koldere endnu 5-7 grader. Så undgår du nemlig at sende for varmt vand ud af huset, og på den måde kan en almindelig familie spare helt op til 2.000 kroner.

Tag din gamle sweater på

På falderebet kommer det nok mest simple af alle tip: Kravler du i en tyk trøje, et par sokker eller et tæppe, behøver du ikke altid skrue mere op for varmen. Det kan være en god idé at have det lige ved hånden (eller i sofaen), så du nemt kan tage det i brug.

 *Ved at sænke temperaturen 1 grad, sparer man 5 % af den del af varmeregningen, der går til rumopvarmning – altså den variable del, mens de faste omkostninger og opvarmning til brugsvand vil være uændret. De 5 % er under forudsætning af, at udetemperaturen er 0 grader, og indetemperaturen er 20 grader. Hvis man i dette tilfælde hæver temperaturen til 21 grader svarende til en temperaturstigning på 5 %, vil varmeforbruget også stige 5 %.