Hillerød Forsyning og FN's 17 verdensmål

Hillerød Forsyning har valgt at arbejde med FN’s verdensmål på en måde, der understøtter Hillerød Kommunes tilgang til verdensmålene. Dermed bakker vi som forsyning op om kommunens visionsplan for verdensmålene.

Vi tænker verdensmålene ind i vores løsninger og beslutninger og bidrager dermed til at understøtte de otte verdensmål, som favner Hillerød Forsynings kerneopgaver.

Verdensmål nr. 6: Rent vand og sanitet

For at sikre kunderne rent vand i hanerne arbejder vi aktivt med at beskytte grundvandet ved kildepladser og vandboringer. Hillerød Forsyning udvinder alt drikkevand lokalt. Vandkvaliteten er høj i Hillerød og omegn, og der arbejdes for, at det forbliver sådan.

FN Verdensmål, mål 6

For at sikre borgerne godt drikkevand – og nok af det mange år ud i fremtiden – samarbejder Hillerød Forsyning med Hillerød Kommune om at etablere et nyt vandværk. De tre eksisterende vandværker i hhv. Frederiksgade (fra 1899), Stenholt (1972) og St. Lyngby (1965) er efterhånden ved at være udtjente. Derfor bygger forsyningen et nyt moderne vandværk, som skaber en større forsyningssikkerhed. Vandværket bliver uden åbne vandbaner, som man finder i de fleste ældre anlæg, og dermed minimeres risikoen for forurening af drikkevandet.

Derudover er en ny kildeplads i Freerslev under projektering, for at sikre nok og godt drikkevand mange år ud i fremtiden.

FN's Verdensmål, mål 7

Verdensmål nr. 7: Bæredygtig energi

Hillerød Forsyning arbejder målrettet på at producere mere bæredygtig varme, og målet er i 2025 at have en fossilfri varmeproduktion. Ved indkøb af biomasse til varmeproduktionsanlæggene vil der kun blive indkøbt træ, som er fældet ved certificeret skovdrift.

Forsyningen arbejder også med at benytte overskudsvarmen fra både renseanlægget, HCR Syd, og fra flere af kommunens virksomheder i fjernvarmesystemet.

 

FN's Verdensmål, mål 11

Verdensmål nr. 11: Bæredygtige byer

I Hillerød Forsynings optik bør verdensmål 11, ”Bæredygtige byer og Lokalsamfund” være et naturligt fokuspunkt i alle kommuner. Derfor er de otte verdensmål, som forsyningen arbejder med, udvalgt, så de understøtter netop den kerneopgave. ”Bæredygtige byer og lokalsamfund” favner dermed de øvrige verdensmål. Det betyder, at Hillerød Forsyning – ved at arbejde for at opfylde egne mål – også bidrager til, at kommunen kan opfylde sine mål.

Som forsyningsvirksomhed betragter Hillerød Forsyning naturligt nok verdensmål 11 som det vigtigste verdensmål. I en tid, hvor der globalt er fokus på klimaet og den grønne omstilling, er det vigtigt at arbejde målrettet på at kunne levere fossilfri varme, at rense spildevandet bedst muligt, inden det bliver ledt tilbage i kredsløbet, at sikre rent drikkevand i hanerne, og at arbejde for, at mest muligt affald genanvendes.

FN's Verdensmål, mål 12

Verdensmål nr. 12: Ansvarligt forbrug og produktion

Hillerød Kommune har en ambitiøs strategi på ressourceområdet. Derfor er Hillerød en af de kommuner, der er længst fremme med hensyn til sortering og genanvendelse af affaldet. Det betyder, at Hillerød Kommune er nået ret langt på den rejse, som andre kommuner først nu er ved at tage fat på.

Når man sorterer sit affald, bidrager man til øget genanvendelse af materialer – både hjemme og på genbrugsstationen. Når pap, plastik, gamle dåser og flasker bliver genanvendt, mindskes behovet for ny, energikrævende produktion af disse produkter.

På Hillerød Genbrugsstation sorterer kunderne i dag deres affald i 43 fraktioner, og Hillerød Forsyning arbejder, sammen med relevante samarbejdspartnere, løbende på at øge genanvendelsesmulighederne af fraktionerne. Der er fokus på at sikre mere direkte genbrug. Direkte genbrug er nemlig en effektiv måde at spare produktionsressourcer på, og dermed mindsker kommunen samlet set sit klimaaftryk. 

FN's Verdensmål, mål 13

Verdensmål nr. 13: Klimaindsats

Den stigende mængde regnvand skal håndteres. Det kan ske gennem separatkloakering og via klimatilpasningsprojekter, som Hillerød Forsyning etablerer i tæt samarbejde med Hillerød Kommune. For eksempel ved projekter inde i Hillerød, hvor parterne arbejder på at separere regnvand fra kloakvand.

Derudover arbejder forsyningen også med klimatilpasning og biodiversitet på bl.a. Solrødgård Klima- og Miljøpark, hvor der er kapacitet til at tilbageholde ca. 60.000 m3vand ved en 100-årshændelse.

I samarbejde med organisationen Vild Med Vilje arbejder Hillerød Forsyning også på at øge biodiversiteten på flere arealer, bl.a. ved Solrødgård Klima- og Miljøpark. Dette er med til at understøtte Hillerød Kommunes fokus på både klimasikring og biodiversitet.

FN's Verdensmål, mål 14

Verdensmål 14: Livet i havet

For at sikre naturen og miljøet omkring os har Hillerød Forsyning og Hillerød Kommune etableret et nyt renseanlæg, HCR Syd, som renser spildevandet bedre end det gamle anlæg. Dermed mindskes udledningen af næringsstoffer til Pøle Å, Arresø og Roskilde Fjord, som er de steder, Hillerød Kommunes spildevand udledes til.

Renseanlægget er bygget, så det kan genanvende ressourcerne. For eksempel kan overskudsslam udnyttes til at producere biogas til eget anlæg. Varmen bruges til at opvarme HCR Syd, hvilket forbedrer indeklimaet og arbejdsmiljøet, og overskudsvarmen ledes ud i fjernvarmenettet til gavn for fjernvarmekunderne. 

Hillerød Forsyning arbejder også på at kunne rense spildevandet for medicinrester og miljøfarlige stoffer, hvilket er med til at reducere aftrykket på økosystemerne, når det rensede spildevand bliver udledt.

FN's Verdensmål, mål 15

Verdensmål 15: Livet på land

Hillerød Forsyning samarbejder med kommunen og andre samarbejdspartnere med at indtænke biodiversitet og et generelt fokus på naturen i en del projekter. Det gælder for eksempel samarbejdet med Vild Med Vilje, hvor forsyningen arbejder på at øge biodiversiteten på sine områder, bl.a. Solrødgård Klima- og Miljøpark.

 

 

 

 

FN's Verdensmål, mål 17

Verdensmål 17: Partnerskaber for handling

Gennem deltagelse i Symbiose Hillerød samarbejder Hillerød Forsyning med andre virksomheder, og målet med partnerskaberne er at opnå væsentlige miljøfordele ved fælles eller koordinerede anlægsaktiviteter. Der arbejdes f.eks. med at tilbyde fjernkøling til virksomheder, der efterspørger det. Ved at samarbejde om dette, kan forsyningen benytte overskudsvarmen fra kølingen i fjernvarmesystemet.