Affald, Hillerød Forsyning, Giv det videre

Nyt koncept for butikken ’Forsyn dig’

Nyhed

Forsyn Dig vil fra årsskiftet ændre karakter. Året ud kan du stadig gøre et godt kup, og i det nye år vil det fortsat være muligt at give dine gode ting videre.

Genbrugsbutikken Forsyn dig, som vi kender den, har sidste åbningsdag den 29. december 2022. Fra næste år vil der i stedet blive etableret et nyt genbrugsområde, som vil afløse butikken.
Det nye koncept kan du læse meget mere om på vores hjemmeside og Facebook, når vi nærmer os.

Ny lovgivning

Baggrunden for ændringen er en ny lovgivning, hvori det fremgår, at kommunerne har pligt til at etablere genbrugsområder på kommunale genbrugspladser og sikre, at private aktører eller kommunale institutioner har mulighed for at overtage genstande vederlagsfrit.

Derfor ændrer vi på den nuværende ordning, og Hillerød Forsyning etablerer allerede fra januar 2023 et nyt genbrugsområde som erstatning for din tidligere genbrugsbutik.

 

LOV nr. 898 af 21/06/2022

»§ 50 f. Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere genbrugsområder på genbrugspladser i kommunen, herunder om størrelse, indretning, drift og anvendelse af genbrugsområdet.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens pligt til at give private aktører eller kommunale institutioner mulighed for at overtage genstande, der er afleveret i genbrugsområder på genbrugspladser, herunder om kommunalbestyrelsens pligt til at afsætte genstandene vederlagsfrit. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter endvidere regler om inddragelse af offentligheden i den lokale udmøntning af ordningen, herunder om udelukkende digital annoncering.«

...

Kom forbi og gør et kup

Vi ved, at mange af jer er glade for butikken, og I kan heldigvis stadig nå forbi – og måske finde en julegave.

Der er mange gode ting på hylderne, og du kan f.eks. finde:

  • Julepynt
  • Glas, porcelæn, køkkengrej og brugskunst
  • Diverse el-artikler og lamper
  • Legetøj, bøger, spil, musik og film
  • Mindre møbler.

Åbningsdagene resten af året er:

  • Onsdag den 21.
  • Torsdag den 22.
  • Onsdag den 28.
  • Torsdag den 29.

Alle dage 12.30-16.30.
Vi håber at se jer i butikken de resterende åbningsdage.

Du finder butikken på Solrødgårds Alle 2, 3400 Hillerød - lige ved siden af vores genbrugsstation.

Giv det videre

Er dine ting for gode til at blive smidt ud? Så giv det videre til nogen, der vil blive glade for dem. På den måde bliver dine ting genbrugt, og vi kan spare på ressourcerne.
Du kan fortsat indlevere dine ting i butikken eller i Farligt affald-huset på genbrugsstationen, hvis butikken/genbrugsområdet har lukket.

Vær dog opmærksom på, at hvis du i perioden mellem 29. december og 23. januar ønsker at indlevere store mængder eller store ting som møbler, opfordrer vi til, at du afleverer dem et andet sted – f.eks. til en velgørende forening. Efter 23. januar tager vi igen imod store effekter.

Spørg en medarbejder på genbrugsstationen, hvis du er i tvivl om, hvordan du kan give dine ting videre.

Emne
  • Affald