Farligt affald

Det er vigtigt, at du sorterer dit farlige affald korrekt, så vi kan håndtere det på den rigtige måde. Læs mere om sortering og afhentning her på siden.

Farligt affald kan indeholde stoffer og tungmetaller, som er sundhedsskadelige, brandfarlige eller farlige for miljøet. Derfor er det vigtigt, at denne type affald sorteres korrekt og adskilles fra resten af dit affald.

Har du Farligt affald, skal det afleveres på genbrugsstationen eller afhentes via din røde miljøboks. Vi afhenter den røde boks fire gange om året, når der også indsamles Storskrald. Husk særskilt at melde den røde boks til afhentning og stille den røde boks ud til storskraldsafhentningen.

Du tilmelder dig afhentning af Farligt affald på Mit affald eller i app'en Perfect Waste.

Tilmeld dig afhentning på Mit affald

 

Sådan sorterer du farligt affald

Ja tak

  • Produkter med faresymboler
  • Batterier (samlet i pose)
  • Småt elektronik
  • Energisparepærer og lysstofrør
  • Gift til skadedyr
  • Kemikalie- og olierester
  • Legetøj med batterier
  • Malingrester og lak
  • Mobiltelefoner
  • Plantegift og insektgift
  • Plantegødning (kunstgødning)
  • Rengøringsmidler
  • Spraydåser
  • Termometre

Nej tak

  • Fyrværkeri og sprængstoffer (aflevér almindeligt fyrværkeri på genbrugsstationen - ved ulovligt fyrværkeri kontakt politiet)
  • Medicinrester og -emballage samt kanyler (afleveres på apoteket)
  • Selvantændelige klude og væsker (gennemvæd dem og læg dem i et glas med tætsluttende låg og aflevér dem på genbrugsstationen)
  • Trykflasker (afleveres på genbrugsstationen)
  • Spidse og skarpe genstande (knive osv. afleveres på genbrugsstationen)
...

Afhentning af Farligt affald/miljøboks

Sådan tilmelder du dig afhentning af miljøboks på din adresse

  • Farligt affald afhentes i forbindelse med, at vi også indsamler Storskrald i dit distrikt, men det kræver en særlig tilmelding.
  • Når miljøboksen er fuld, skal du huske tilmelding, hvis du ønsker at få boksen hentet. Husk først at bestille ombytning, når boksen er fuld, så vi undgår at køre med halvtomme bokse.
  • Se afhentningsdatoer og tilmeld dig afhentning på Mit affald. Du modtager en bekræftelse på mail, når du er tilmeldt.
  • Tilmelding skal ske senest mandag i ugen før afhentningsdatoen. 
  • Stil din miljøboks ud ved skel på afhentningsdagen senest kl. 6.00. Den skal være tydelig for renovationsmedarbejderen. Vi tager den gamle med og stiller en ny.

Du kan også altid aflevere Farligt affald på genbrugsstationen.

Sådan pakker du din miljøboks

Vær omhyggelig, når du pakker dit farlige affald i din miljøboks derhjemme. Hvis det ikke bliver pakket og håndteret rigtigt, kan det være farligt.

  • Pak affaldet i original emballage, hvis du stadigvæk har den. Ellers kan du pakke det ind i f.eks. fryseposer eller syltetøjsglas med låg.
  • Bruger du uoriginal emballage, så skriv tydeligt, hvad der er i. Kender du ikke indholdet, så skriv ”ukendt kemi”.
  • Sørg for, at al emballage er forsvarligt lukket, og stil emballagen oprejst, så indholdet ikke løber ud eller blandes.
  • Fold posen i miljøboksen omkring affaldet og luk posen.
  • Miljøboksen skal være lukket med låget sat fast på, når den stilles ud til afhentning.
  • Miljøboksen må maks. veje 4 kg.

Jeg bor i etageejendom - hvad gør jeg?

Bor du i en større etageejendom, kan du aflevere Farligt affald i et miljøskab eller et miljøboksskab. Spørg din administrator/vicevært, hvordan Farligt affald håndteres i din ejendom.

Du kan også altid aflevere Farligt affald på genbrugsstationen i den bemandede åbningstid. Større ting som lysstofrør og store malerspande skal altid afleveres på genbrugsstationen.


PCB og forurenende stoffer i bygge- og anlægsaffald

Håndtering af PCB

PCB er et miljøfarligt stof, som kan skade både mennesker og miljø. PCB blev tidligere brugt i blandt andet byggematerialer, fordi det har nogle gode bygningstekniske egenskaber, men det blev forbudt i 1970'erne. 

PCB findes blandt andet i følgende typer af produkter:

  • Elastisk fugemasse (indvendig og udvendig)
  • Termoruder
  • Gulvlim og selvnivellerende gulvmasse
  • Maling
  • Gulvbelægning

Hvis indholdet af PCB i affaldet er under 0,1 mg/kg, regnes det for ’rent’. Hvis indholdet er mellem 0,1 mg og 50 mg/kg karakteriseres affaldet som forurenet, og det må ikke anvendes frit, men skal deponeres eller brændes, alt efter hvilken slags affald, der er tale om.

Hvis PCB-indholdet er på 50 mg/kg eller mere, er der tale om farligt affald, og det skal sendes til anlæg, som er godkendt til at behandle farligt affald af denne type.

Vær også altid opmærksom på arbejdsmiljøreglerne, når du arbejder med farlige stoffer som PCB.

Bliv klogere på PCB hos PCB-guiden

 

Screening for PCB i byggeaffald

Du skal screene bygningen for PCB, inden du begynder arbejdet med at nedrive eller renovere, hvis: 

  • du ejer en bygning eller et anlæg, som er opført eller renoveret i perioden 1950 til 1977, og den nedrivning eller renovering, som du skal i gang med, omfatter mere end 10 m2 eller mere end 1 ton affald 
  • der skal ske udskiftning af termoruder, som kan være fremstillet i den nævnte periode.

Hvis det ikke er muligt at svare nej til alle spørgsmål i screeningsskemaet, skal bygningen kortlægges for PCB, og affaldet anmeldes senest 14 dage før, at du påbegynder projektet. 

Her finder du skemaet til anmeldelse

 

Andre forurenende stoffer i bygge- og anlægsaffaldet

Husk, at der kan være andre farlige og uønskede stoffer i en bygning, som også skal findes, anmeldes og anvises, inden arbejdet kan gå i gang. Hvis der f.eks. findes bly i malingen, skal dette affald anmeldes. 

Læs mere om sortering af byggeaffald