Sortering af storskrald

Du skal sørge for at sortere dit storskrald, inden det stilles ud til afhentning. Her på siden får du det store overblik over sorteringen.

En stor del af dit affald kan genanvendes. Stil derfor hver fraktion for sig, så det er sorteret i eksempelvis pap, jern og metal, ting af plast og elektronik samt større genstande, der ikke egnet til genanvendelse. Som noget nyt medtager vi nu skærme i storskraldsordningen. 

Hvis dit storskrald ikke er taget med, kan det eksempelvis skyldes, at du ikke har sorteret dit storskrald i forskellige fraktioner eller har lagt tingene ud i sække, der ikke er gennemsigtige. Du må efterfølgende selv bringe affaldet til genbrugsstationen. Vi kommer ikke tilbage og henter uafhentet affald, ligesom storskrald ikke afhentes fra baggårde.

Sådan sorterer du storskrald

Ja tak

  • Møbler
  • Havestole og –hynder
  • Gulvtæpper
  • Malerier
  • Elektronik, f.eks. husholdningsapparater, computere og printere
  • Hårde hvidevarer
  • Store og tunge genstande af metal og jern

Nej tak

  • Byggeaffald, herunder:
    • Indbyggede skabe 
    • Paller
    • Mur- og nagelfast indbo 
    • Fliser/mursten/beton
    • Isoleringsmateriale
    • Vinduer/døre
    • Håndvaske, toiletter og lignende
  • Emballage
  • Farligt affald
  • Porcelæn/keramik/stentøj
  • Beton
  • Granit
  • Parasolfødder
  • Papir
  • Flasker
  • Glas
  • Spejle
  • Bildele
  • Imprægneret træ
  • Kemikalier/malingrester
  • Batterier
  • Dagrenovation (rest- og madaffald)
  • Haveaffald
  • Klaver
  • Bøger
...

BEMÆRK! Andet affald (undtagen rest- og madaffald), der ikke indsamles via storskraldsordningen, kan afleveres på genbrugsstationen.

Hvad er storskrald?

Dit storskrald indsamles med henblik på genanvendelse. Storskrald er større, kasserede brugsgenstande, der kommer fra private husstande - f.eks. efter en forårsoprydning i dit hjem.

Storskraldet skal være sorteret korrekt, og de enkelte fraktioner skal placeres, så de er tydeligt adskilte. Mindre genstande skal ligeledes være sorteret og pakket i klare affaldssække.

Affald der kan henføres til fraktioner som indsamles i andre ordninger, som f.eks. mindre plast og metal, skal ikke med til storskrald, men lægges i din plast- og metalbeholder.

Restaffald, madaffald, papir, byggeaffald, glas, haveaffald og farligt affald tages heller ikke med i storskrald.

Definitionen af storskrald i vores regulativ §22.1 er, at storskrald er "kasseret indbo og inventar (som ville falde ud, hvis hus og have blev vendt på hovedet, eller som man ville tage med ved flytning)". Byggeaffald indgår ikke som en del af ordningen (herunder paller, brændetårne, hegn og hegnspæle, indbyggede skabe, mv.).

Vær opmærksom på, at hver enhed højst må veje 15 kg. Dette gælder ikke for hårde hvidevarer, madrasser og elektronik.

De fleste typer affald må kun afleveres i klare plastsække - se nedenfor, hvad der skal afleveres i klare plastsække.

PAP OG KARTON - skal være rent, klappet sammen og bundet med snor. HUSK pizzabakker er dagrenovation og medtages IKKE.

HÅRD PLAST - f.eks. spande, legetøj og dunke. Dunke skal være tomme og let skyllede, og der må ikke være faremærke på. Små genstande skal afleveres i klare sække.

JERN OG METAL - max 2 m. - f.eks. metaldåser, barnevogne, møbler med jernstel og cykler (sidstnævnte medtages kun, hvis det er mærket "storskrald"). Små metalgenstande skal afleveres i klare sække.

STORT ELEKTRONIK - f.eks. komfurer, vaskemaskiner, tørretumblere, køleskabe og skærme. Skal være tømt for indhold.

SMÅT ELEKTRONIK - f.eks. mobiltelefoner, radioer, kameraer video/DVD, musikanlæg, højttalere, barbermaskiner, værktøj og køkkenmaskiner. Skal afleveres i klare sække.

REST EFTER SORTERING - max 1 m. - f.eks. indbo, legetøj, flamingo. Husk, hvis du bruger sække, skal det være i klare plastsække. Husk, små genstande skal afleveres i klare plastsække.

STORSKRALD - max 2,5 m. - f.eks. møbler, ikke-indbyggede skabe (skal skilles ad), tæpper (skal skæres i mindre stykker), parasoller og lign.