Sådan forbedrer du din varmeafkøling

Er din varmeafkøling i top? Hvis ikke kan det ses på dit varmeforbrug og varmeregning.

Hvis dit varmeanlæg ikke kører, som det skal, og ikke udnytter varmen godt nok, kan der være tale om dårlig afkøling. Det kan blive dyrt for dig, hvis dit varmeanlæg har dårlig afkøling.

Et velfungerende anlæg betyder nemlig, at energien udnyttes bedst muligt, og det er til gavn for miljøet, fællesskabet – og i sidste ende din egen varmeregning.  

Derfor anbefaler vi, at du kontakter en autoriseret VVS’er, som kan gennemgå din varmeinstallation og hjælpe dig med at finde frem til en god løsning på problemet.

Her kan du blive klogere på dårlig afkøling: Hvad det er, og hvad du kan gøre ved det.

Hvad betyder dårlig afkøling?

Din bolig varmes op af fjernvarmevand, som sendes fra vores varmeforsyning til dit varmeanlæg.

Fjernvarme løber gennem to rør: I det ene rør sendes varmt vand – energi – ud til dig. Det er den energi, du bruger til opvarmning af dine varmekilder som gulvvarme eller radiatorer og til opvarmning af dit brugsvand. I det andet rør sendes det afkølede vand retur til os, efter du har trukket energien ud af det.

For at det samlede system udnyttes optimalt, er der et behov for, at det vand, der kommer retur fra hver enkelt bolig, er mindst 22 grader koldere, end det der er sendt ud. Hvis forskellen er mindre end 22 grader, er der tale om dårlig afkøling.

Hvorfor opkræver I gebyr for dårlig afkøling?

Vi er nødt til at sikre, at den fjernvarme, vi producerer, bliver udnyttet optimalt – ikke mindst midt i en energikrise. Vi opkræver derfor gebyr hos de kunder, der har dårlig afkøling, så forsyningens andre kunder ikke kommer til at betale for, at vi må bruge mere energi end nødvendigt på at producere fjernvarmen.

Er det dyrt at have dårlig afkøling?

Dårlig afkøling kan hurtigt blive dyrt for dig. Hvis afkølingen er under de 22 grader, vil der nemlig blive tilføjet et ekstra gebyr grundet dårlig afkøling til din årlige varmeregning. Det gebyr bliver tilføjet, så forsyningens andre kunder ikke skal betale for, at dit anlæg ikke fungerer optimalt.

Hvorfor er kravet hævet fra 18 til 22 graders afkøling?

Vi har hævet grænsen fra 18 til 22 grader, fordi det er vigtigt, at alle kunder udnytter fjernvarmen optimalt – ikke mindst midt i en energikrise.

Vi har opkrævet gebyr for dårlig afkøling i en årrække og varslet ændringen af gebyret via takstbladet for 2021 og 2022.

Se takster for 2021
Se takster for 2022

Hvad koster det at have dårlig afkøling?

Gebyret beregnes ud fra, hvor dårlig afkølingen er (hvor mange grader, retur-vandet er faldet), og hvor meget varme du har brugt. Hvis du tidligere har haft dårlig afkøling, kan du finde det på din årsafregning under ”Ekstra gebyr grundet dårlig køling”. Gebyret vil altså variere fra bruger til bruger.

Betyder det noget for andre, hvis jeg har dårlig afkøling?

Ja. Fjernvarme en fælles løsning, og dårlig afkøling hos den enkelte bruger forringer effektiviteten i det samlede varmesystem. Det betyder, at der skal bruges mere energi og kapacitet i fællessystemet for at levere den mængde varme, som bliver efterspurgt, og så stiger omkostningerne.

Det bliver altså dyrere for fællesskabet, hvis der er mange kunder, der har problemer med dårlig afkøling.

Hvad skyldes dårlig afkøling?

Dårlig afkøling kan skyldes mange ting: Defekte ventiler, underdimensionerede radiatorer eller fejl på din installerede fjernvarmeunit. Kontakt derfor en VVS’er, der kan hjælpe dig med at finde frem til problemet.

Hvad kan jeg selv gøre for at undgå dårlig afkøling?

Hold godt øje med dit anlæg og kontakt en VVS'er, hvis noget ikke er, som det skal være.

Sørg for at vedligeholde dit anlæg, og bevæg f.eks. termostatventilerne på fjernvarmeunitten, så de ikke sætter sig fast.

Det er også vigtigt at bruge varmen hensigtsmæssigt: Brug alle radiatorer i rummet og indstil dem på det samme og giv dine radiatorer god plads, så varmen kan cirkulere.

Her kan du få 10 nemme tip til, hvordan du bruger du kan bruge din varme bedst muligt og spare på varmeregningen.

Hvad koster det at reparere mit varmeanlæg?

Det kommer an på den eksakte årsag til, at dit anlæg har dårlig afkøling. Vi anbefaler, at du kontakter en VVS’er, som kan gennemgå din varmeinstallation og vejlede dig til den bedste løsning på problemet. Da forbedret afkøling reducerer din varmeregning, vil udbedring af problemet typisk tjene sig selv hjem på få år.

Hvad kan jeg gøre?

En VVS’er kan fortælle, hvad problemet er, og hvad du kan gøre for at undgå dårlig afkøling i fremtiden.

Kontakt derfor en autoriseret VVS’er, som kan gennemgå din varmeinstallation, og som kender til vores leverings- og tekniske bestemmelser, så du kan være sikker på, at dit anlæg lever op til disse i fremtiden.

Det er en rigtig god idé at gøre noget ved dit varmeanlæg og dårlig afkøling. Det betyder nemlig, at energien udnyttes bedst muligt, og det er en fordel for miljøet, fællesskabet og din egen varmeregning.

 

Sådan forbedrer du din varmeafkøling

Kontroller temperaturen
Kontroller at det varme brugsvand er 55 °C i varmtvandsbeholderen. Hvis det varme brugsvand er over 55 °C, kan du blive pålagt en ekstrabetaling for manglende afkøling af fjernvarmevandet.

Temperaturen på det varme brugsvand i varmtvandsbeholderen, bør dog ikke være under 55 °C, aht. risikoen for legionella.

Anvend alle radiatorer
Anvend alle radiatorer i samme rum og indstille dem ens – så udnytter du energien bedst. Radiatoren skal være varm i toppen og kold eller håndvarm i bunden.

Sluk radiatorerne
Sluk radiatorerne, når du lufter ud, og luft ud ved gennemtræk i 5-10 minutter. Hvis du lufter ud for længe, tager det lang tid at varme rummet op igen. Har du termostater på radiatorernes fremløb, så husk at lukke for dem imens.

Mærk på returrøret
Mærk på returrøret på den enkelte radiator. Det skal være koldt eller håndvarmt. Hvis der er returtermostater på radiatorerne, så indstil dem til mellem 2 og 3.

Kontroller forbruget jævnligt
Så kan du holde øje med, om forbruget pludselig afviger fra det normale. Det kan skyldes en fejl i måleren eller en lækage i husets rør.

...