Tømning om vinteren

Det skal være sikkert for din skraldemand at tømme dit affald - også om vinteren. Derfor er der nogle ting, du skal være opmærksom på, når der er sne og is på vejen.

Som udgangspunkt bliver dine affaldsbeholdere tømt, selvom der ligger sne. Men sne, frost og is kan gøre det vanskeligt at udføre sit arbejde. Det er op til skraldemanden at vurdere, om det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at indsamle affald. Husk også, at adgangsvejen - vejen mellem din affaldsbeholder og skraldebilen - skal være oplyst.

Du skal sørge for, at vejen mellem skraldebilen og din affaldsbeholder er helt ryddet for sne og is – senest kl. 7.00 på tømmedagen. Du kan opleve, at din beholder bliver tømt senere, end den plejer. 

Her kommer derfor nogle råd til, hvad du kan gøre, så det bliver nemmere og mere sikkert for din renovationsmedarbejder at hente dit affald.

Læs mere og få gode råd om snerydning på skovlsne.dk.

Husk at rydde

Renovationsmedarbejderens arbejdsplads er hele vejen rundt om skraldebilen. Vær derfor opmærksom på, at:

  • Adgangsvejen frem til din affaldsbeholder skal være helt ryddet for sne/is senest kl. 7.00 på tømmedagen.
  • Der skal være fri passage helt ud til vejen, så renovationsmedarbejderen kan komme frem og tilbage til skraldebilen med affaldsbeholderen uden at skulle gå igennem bunker med sne.
  • Der ikke må være glat, hvor renovationsmedarbejderen skal håndtere beholderen, dvs. på adgangsvejen og rundt om skraldebilen. Selvom der ikke ligger synligt sne, kan der godt være glat.
  • Der skal være lys på adgangsvejen, når det er mørkt.
  • Husk bor du på privat fællesvej, er det jeres eget ansvar, at hele vejen ryddes. 

Jeg har ryddet sne og saltet, men affaldsbeholderen er ikke tømt

Der kan være forskellige årsager til, at renovationsmedarbejderen ikke har tømt din affaldsbeholder. Hold øje med, om:

  • Vejen er ufremkommelig på grund af sne/is. Vores renovationsbiler vejer 26 ton, og de risikerer at skride ud eller ikke at kunne bremse, hvis der ligger sne/is på vejbanen.
  • Vejen er ufremkommelig på grund af sne/is, og samtidig er der en stigning, som det er for farligt for skraldebilen at forcere.
  • Der ligger store snevolde langs vejen, som er umulige at forcere for renovationsmedarbejderen – både med og uden affaldsbeholder.
  • Indfaldsvejene til din vej er ufremkommelig på grund af sne og is. Dette gælder både privat fællesvej og kommunale veje.

Hvad gør jeg, hvis affaldsbeholderen ikke er tømt?

Vi gør alt, hvad vi kan, for at tømme din affaldsbeholder. Hvis din affaldsbeholder ikke bliver tømt, tømmer vi den på din næste ordinære tømmedag.

Vær opmærksom på, at der kan sidde poser fast i bunden af beholderen i frostvejr. Bilen banker spanden 3-4 gange for at få det ud, men det kan ikke altid lade sig gøre, og banker de mere, kan spanden flække.

Regler om snerydning og saltning

Pligten til at rydde sne, salte og holde veje og stier rene påhviler dels Hillerød Kommune og dels grundejere.

Kommunen rydder sne og salter veje, stier og p-pladser i prioriteret rækkefølge. Vejene er inddelt som A-, B- eller C-veje.

Læs mere om vintervedligeholdelse på Hillerød Kommunes hjemmeside.