Redegørelse for samfundsansvar 2022

Forretningsmodel og strategi

Hillerød Forsyning spiller som multiforsyning en nøglerolle i den grønne omstilling i Hillerød Kommune. Det drejer sig for eksempel om levering af bæredygtig fjernvarme, rent drikkevand, rensning af spildevand, nedbringe overløb til recipienterne fra fælleskloakkerne, og målrettet affaldssortering, der er med til at øge genanvendelsen og dermed styrke den cirkulære økonomi.

Dette afspejler sig i forretningsstrategierne, som kort er beskrevet under hver forsyningsart, og i koncernens overliggende mission, hvori det hedder:

Hillerød Forsynings mission er at understøtte vores kunders sundhed og hverdagsliv, både i dag og i fremtiden, ved at levere rent vand og varme samt håndtere spildevand og affald på en miljømæssig, ressourcemæssig og økonomisk bæredygtig måde.

Derfor er Hillerød Forsyning samfundsansvar også en integreret del af måden, som forsyningen driver forretning på. Den strategiske, forretningsbaserede tilgang til samfundsansvar betyder, at forsyningen altid forsøger at skabe sammenhæng mellem de lovpligtige målepunkter og forretningsmålene. Derfor tager forretningens målsætninger helt naturligt afsæt i de samfundsansvarlige mål om øget klimaneutralitet og bæredygtighed.

Yderligere information om Hillerød Forsynings mission, vision, forretningsstrategier og værdier findes her. Forsyningens strategier skal efter planen opdateres hvert fjerde år. Næste gang er i 2023.

Nuværende og kommende lovgivning

Hillerød Forsyning har valgt at offentliggøre sin ”Redegørelse for samfundsansvar, jf. årsregnskabslovens § 99 a” på her på hjemmesiden med henvisning hertil fra ledelsesberetningerne, jf. årsregnskabslovens §99a stk. 5.

11. november 2022 godkendte Europa-Parlamentet det nye “Corporate Sustainability Reporting Directive” (CSRD), som introducerer mere detaljerede rapporteringskrav samt en obligatorisk EU-bæredygtighedsrapporteringsstandard.

CSRD anvender bl.a. et dobbelt væsentlighedsprincip til vurdering og rapportering om væsentlige risici, politikker, trufne handlinger, resultater og mål.

Implementeringen af CSRD i dansk lovgivning udestår fortsat, og Hillerød Forsyning vil forventeligt først være forpligtet til at afrapportere i forhold til CSRD fra regnskabsåret 2025. Forsyningen vil frem mod 2025 løbende tilpasse sin rapportering om samfundsansvar til den nye standard.

Allerede i forrige regnskabsår (2021) styrkede Hillerød Forsyning rapporteringen af sit samfundsansvar, idet forsyningen begyndte at forholde sig til alle kendte, kommende lovpligtige målepunkter, hvor det umiddelbart var muligt, dvs. hvor data var tilgængelige.

Det resulterede i identifikation af i alt 80 målepunkter, der er inddelt i fem overordnede kategorier; én kategori for hver af de fire forsyningsarter (spildevand, vand, varme og affald), og én kategori (koncern), der omfatter en række lovpligtige målepunkter indenfor primært forbrugerforhold, økonomi og HR, f.eks. sociale forhold, menneskerettigheder og kønsfordeling.

Miljømæssige forhold og klima

Kategorierne for de fire forsyningsarter fokuserer primært på miljømæssige forhold og klima.

Drift af forsyningsvirksomhed kan påvirke det omkringliggende miljø. Påvirkningerne kan medføre lugt, støj og udledning af forurenende stoffer. Desuden forbruges vandressourcer og energi ved produktion og distribution af drikkevand og varme samt ved rensning og transport af spildevand og affald.

Hillerød Forsyning arbejder systematisk på at minimere den driftsmæssige påvirkning af miljøet. Det omfatter blandt andet optimering af driften af pumper for minimering af elforbruget, reduktion af støj fra anlæggene, reduktion af udledning af forurenende stoffer og lugt samt udsivning fra utætte rør.

På de efterfølgende undersider forefindes mere information om Hillerød Forsynings arbejde med samfundsansvar samt målene i de enkelte selskaber.

Hillerød Forsyning, Genbrugsstation, containere

Hillerød Affaldshåndtering varetager både indsamling af husholdningslignende affald i hele Hillerød Kommune samt drift af Genbrugsstationen på Solrødgård. For begge forretningsben gælder det, at inddeling i fraktioner (affaldstyper) med udgangspunkt i national lovgivning skaber forudsætningen for, at Hillerødborgerne kan sortere deres...

Varme, Hillerød Forsyning, BKV

Varmeselskaberne har en strategi for perioden 2019-2028, der tegner en klar retning og som understøtter en grøn omstilling mod målet om at være CO2-neutral i 2025. Strategien realiseres gennem fem strategiske spor, og eksekveringen sker gennem en række handleplaner.

Vand, Hillerød Forsyning, Frederiksgade Vandværk

Selskabet arbejder efter en strategi for det samlede vandområde. Vandområdet i Hillerød Forsyning bruger store mængder energi og andre ressourcer til levering af drikkevand, rensning af spildevand og håndtering af regnvand. Selskabet arbejder løbende på at nedbringe den negative påvirkning af miljøet, som vandområdet typisk medfører.

HCR Syd, Hillerød Forsyning, renseanlæg

Hillerød Spildevand A/S arbejder løbende på at minimere den påvirkning af det omkringliggende miljø, som drift af spildevandsforsyningsvirksomhed medfører i form af lugt og støj samt visuelle påvirkninger.

KMC, trappe, Hillerød Forsyning

Hillerød Forsyning måler på en række forhold, der ikke relaterer sig direkte til én af de fire forsyningsarter, men derimod til bl.a. forbrugerforhold og HR, f.eks. sociale forhold, menneskerettigheder og kønsfordeling. Disse forhold behandles samlet under Hillerød Forsyning koncernen.