Spildevand - Tabel, noter og regnskab

Hillerød Spildevand A/S har en vision om:

  • at være blandt de 5 bedste vandselskaber i Danmark
  • at bidrage til en bæredygtig vandcyklus, hvor energi, CO2 og miljø styrer valget af løsninger, og hvor vandløsninger tager afsæt i respekt for naturen og de ressourcer, der er på vores jord
  • at vores vandområde i 2030 er CO2-neutralt, og
  • at vi ressourcegenanvender 100 %.

Hillerød Spildevand A/S arbejder løbende på at minimere den påvirkning af det omkringliggende miljø, som drift af spildevandsforsyningsvirksomhed medfører i form af lugt og støj samt visuelle påvirkninger.
Bl.a. derfor valgte Hillerød Spildevand A/S fuldt at overdække sit renseanlæg, HCR Syd, hvilket betyder, at anlægget visuelt påvirker landskabet i langt mindre grad end andre renseanlæg, ligesom overdækningen reducerer luftgener for kommende naboer. Endelig er overdækningen også med til at sikre et ensartet arbejdsmiljø året rundt.

Utætte spildevandsledninger kan medføre udsivning af spildevand, ligesom ekstreme nedbørsmængder kan give utilsigtet udledning. Hillerød Forsyning arbejder målrettet på at reducere begge dele.

Når dette omsættes til konkrete målepunkter, betyder det, at Hillerød Spildevand A/S lovgivningsmæssigt er forpligtet til at måle på en række punkter, der relaterer sig til miljø og klima.

Det drejer sig f.eks. om:

  • Stofkoncentration, dvs. udledning af fosfor og kvælstof
  • Mængden af renset spildevand, som udledes
  • Overløb til recipient
  • Kloakstop, ledningsbrud etc.
  • Energiforbrug og energiproduktion (biogas).

Tabel med målepunkter for Hillerød Spildevand A/S

Hillerød Spildevand A/S

2022

2021

2020

Stofkoncentration HCR Syd - kvælstof mg/l 1,8 1,96 2,8
Stofkoncentration HCR Syd - fosfor mg/l 0,14 0,11 0,17
Overløb til recipient m3 281.600 529.600 353.300
Elforbrug ved rensning af spildevand (kWh/m3) 0,43 0,49 0,5
Kloakstop 25 28 17
Mængde renset spildevand udledt til Pøle Å pr. år (m3) - Gadevang og HCR Syd 5.607.730 6.128.378 5.657.621
Produceret biogas Nm3 583.000 686.000 663.000
- heraf leveret til fjernvarmenettet MWh 1.608 2.055 2.100
Udledt kvælstof kg Pøle Å

10.834

11.600 15.700
Udledt fosfor kg Pøle Å 803 680 979
Udledt kvælstof kg Havelse Å 2.922 3.532 5.861
Udledt fosfor kg Havelse Å 632 241 295

Kommentarer til tabellen

  • Stofkoncentrationerne fra HCR Syd ligger fortsat under udledningskravet. 2022 var et tørt år med ca. 100 mm mindre nedbør end normalen i Danmark, hvilket påvirker HCR Syd positivt, idet anlægget renser bedre på alle parametre ved lavere hydraulisk pres, hvilket påvirker stofkoncentrationen positivt. Grundet situationen i Ukraine med voldsomme energistigninger til følge, er prisen på fældningskemi steget over 100 %. Af hensyn til driftsbudgettet har Hillerød Spildevand A/S derfor reduceret forbruget af polyaluminiumklorid, hvilket betyder, at rensegraden på fosfor er nedsat i forhold til 2021.
  • Den mindre mængde nedbør i 2022 betyder også, at mængden af renset spildevand er faldet, hvilket påvirker energiforbruget positivt, da pumper og anden hydraulik skal flytte mindre vand og slam gennem anlægget. For at reducere udgifterne optimeres der løbende på alle processer på anlægget.
  • Den årlige overløbsmængde er faldet med 47 % i 2022 sammenlignet med 2021. Dette skyldes nedbørsmængden, der var markant lavere i mængde og intensitet i 2022 end i 2021. Det samlede overløb endte på 281.600 m3 i 2022 mod 529.600 m3 i 2021.

Øvrige kommentarer

Hillerød Spildevand A/S har i en årrække haft en aftale med Biofos A/S om afbrænding af slam. Et havari på en forbrændingsovn reducerede dog Biofos A/S’ kapacitet fra september 2022 til sidst i december 2022.

Biofos A/S har genoptaget modtagelse og forbrænding af slam fra Hillerød ved udgangen af 2022. Selskabet har dog på baggrund af havariet besluttet at opsige forbrændingsaftalen med Hillerød Spildevand A/S fra september 2023.

Der skal nu i stedet findes alternativ slutdisponering for dette B-slam.

Da der fremadrettet forventes en markant stigning i slammængderne fra udvidelser af medicinalindustrien og fra Favrholm med både boliger og industri, arbejder Hillerød Spildevand A/S derfor på at etablere egen termisk slamhåndtering. Etablering af en sådan løsning vil pga. myndighedsgodkendelser, udbud og anlæg dog tage 2–4 år. I første omgang ønsker Hillerød Spildevand A/S derfor allerede i 2023 at etablere mulighed for tørring af slammet, som er en forudsætning for en termisk løsning (forbrænding eller pyrolyse).

Hygiejniserende tørring på HCR Syd giver langt bedre muligheder for at komme fornuftigt gennem overgangsperioden frem til en permanent løsning etableres.

Regnskab for Hillerød Spildevand A/S

Vist i tkr.

2022

2021

2020

Omsætning 113.260 128.679 108.010
Omkostninger 60.375 51.154 49.550
EBITDA 52.885 77.525 58.460
Afskrivninger 62.435 62.936 61.743
EBIT -9.550 14.589 -3.283
Årets regulering af over- eller underdækning mv. -6.767 10.737 -8.627
Investering i materielle anlægsaktiver 84.134 56.572 70.110

Væsentligste investeringer i 2022

2022

2021

2020

Separatkloakering 24.560 10.473 8.757
Ledningsrenovering 22.482 18.828 10.505
Byudvikling 12.808 6.999 19.625
Tilslutninger 6.469    
Trykledninger 4.497 4.391 13.345
Regnvandsafledning til Slotssøen 1.187 1.820 2.987

Forklaring på ændring 2021 - 2022

  • Omsætning: Væsentlig færre tilslutninger i 2022 (ca. 25 stk.) i forhold til 2021 (ca. 400 stk.). 
    Prisen for en normal kunde er steget med 4,9 % i forhold til 2021.
  • Omkostninger: Elprisen er steget meget i forhold til 2021.

Ordforklaringer

  • EBITDA: Resultat før renter og afskrivninger renset for Årets regulering af over- eller underdækning mv.
  • EBIT: Resultat før renter og skat renset for Årets regulering af over- eller underdækning mv.
  • Årets regulering af over- eller underdækning mv.: Årets regulering i forhold til de regulatoriske regler, som taksterne fastsættes ud fra.