Hillerød Forsynings takster for 2020

Pressemeddelelse

Taksten stiger i tre ud af fire forsyningsområder, når Hillerød Forsynings nye takster træder i kraft ved årsskiftet.

”Vi har arbejdet ihærdigt på at begrænse takststigningerne, og vi er tilfredse med, at den samlede pris for vores forsyningsleverancer ligger under 2014-niveau, og at vi stadig er blandt de billigste forsyningsleverandører på Sjælland. Vi ved godt, at takststigninger ikke bringer glæde hos vores kunder, men det koster at passe på miljøet” – adm. direktør Søren Støvring.

Kigger man nærmere på takststigningerne, er varme den eneste forsyningsart, der ikke stiger i 2020.

I 2020 stiger taksten på vandafledning med 7,9 % i forhold til taksten i 2019. For en gennemsnitsfamilie på 2,15 personer, med et årligt vandforbrug på 83,5 m3, betyder taksterne i 2020 en årlig omkostning til spildevand på 4.042 kr. inkl. moms.

Taksten for vand stiger med 4,3 % for den variable del med moms og afgifter fra 2019 til 2020. For en gennemsnitsfamilie på 2,15 personer med et årligt vandforbrug på 83,5 m3 betyder taksterne i 2020, at den årlige omkostning til vand bliver på 2.260 kr. inkl. moms og afgifter.

Der er en stigning på affaldsområdet, hvor gebyret for en standardkunde kommer til at stige med 16,4 % i forhold til taksterne i 2019. For en standardkunde betyder taksterne i 2020 en årlig omkostning til renovation på 4.318 kr. inkl. moms.

Årsagen til takststigningen er, at takststigningen vedrører 2 år, annullering af den ”varslede” skelordning, nye fraktioner (pap, plast og metal for et helt kalenderår) samt øgede indsamlingsomkostninger.

FAKTA TAKSTER

• Alle takster er godkendt i bestyrelserne i Hillerød Forsyning, og er sendt videre til de forskellige myndigheder.

• Taksterne for Spildevand og Affald bliver godkendt af byrådet.

• Taksterne for Vand er godkendt administrativt i Hillerød Kommune.

• Taksterne for Varme bliver godkendt i Energitilsynet.

 

Emne
  • Affald
  • Hillerød Forsyning
  • Spildevand
  • Vand
  • Varme