Perfect Waste, app, affald

Ny app gør det nemmere for hillerødborgerne at sortere affald

Pressemeddelelse

Nu får hillerødborgerne nemmere og bedre sortering og vigtig information – direkte på telefonen. Hillerød Forsyning tilbyder deres kunder en ny app, der gør det nemmere at håndtere og sortere affald i hverdagen. Den nye app afløser de tidligere SMS- og app-løsninger.

Hillerød, 8. november 2023 – Hillerød Forsyning har introduceret en ny affalds-app til borgerne i Hillerød Kommune. Flere end 4.500 har allerede taget app’en i brug, og håbet er, at den skal gøre det nemmere at være kunde i Hillerød Forsyning og håndtere sit affald.

App’en hedder Perfect Waste og bruges allerede i flere andre kommuner og forsyninger. Nu er turen kommet til Hillerød. Perfect Waste kan hjælpe kunderne med at sortere affald, den sender automatisk beskeder med påmindelse om tømning, og den giver nem adgang til at bestille afhentning af affald og rapportere fejl og manglende tømning.

”Nu gør vi det nemmere at være kunde og få hverdagen til at glide. Vi samler vores forskellige løsninger i én, så kunderne fremover kun skal lede ét sted for at finde information om alt det, der har med deres affaldsordning at gøre. Desuden bliver det langt nemmere og hurtigere at sortere, da man med et enkelt klik kan få svar på, hvordan ens affald skal sorteres,” siger Hanne Thinghuus, funktionschef for ressourceområdet, Hillerød Forsyning.

Gør sortering nemmere i hverdagen

Borgerne i Hillerød er allerede gode til at sortere, og i 2022 blev ca. 52 procent af det husstandsindsamlede affald genanvendt – med et nationalt krav om 50 procent. Fra 2025 stiger kravet til 55 procent og i 2030 til 60 procent.

I begyndelsen af 2023 gik Hillerød Kommune fra sortering i otte til 10 fraktioner med det formål at sikre endnu mere genanvendelse. Brugen af Perfect Waste er endnu et led i dette arbejde. App’en gør det nemlig muligt at scanne stregkoden på et stykke affald og på få sekunder afgøre, hvordan det skal sorteres.

”Vi ved godt, at det kan være svært at sortere i en travl hverdag og huske, hvilke beholdere der skal bruges til hvad. Med et mål om inden for en årrække at nå en genanvendelsesprocent på 60 procent, er app’en et vigtigt værktøj, som kan hjælpe kunderne med at sortere hurtigere og mere korrekt og sikre endnu mere genanvendelse i kommunen,” fortæller Hanne Thinghuus.

Over 4.500 borgere har allerede hentet ny app

På den første uge har flere end 4.500 hillerødborgere taget app’en i brug, og målet er, at størstedelen af Hillerøds husstande vil benytte den – gerne flere personer i hver husstand. Også borgere, der bor i lejlighed eller rækkehus og ikke har egne affaldsbeholdere, kan downloade app’en og bruge den til at gøre sorteringen nemmere.

”Vi vil gerne ramme så mange som muligt med den nye løsning, fordi vi ser rigtig mange fordele ved den, som vores kunder kan have glæde af. Der er allerede kommet fine tilbagemeldinger fra brugere, som kan se det smarte i især scanneren til sortering, og den første uge med app’en er gået over al forventning,” fortæller Hanne Thinghuus.

Afløser tidligere løsninger

Perfect Waste afløser de tidligere affaldsløsninger hos Hillerød Forsyning: App’en Affaldsportal og SMS-servicen, som begge udløber ved årets udgang. Fremover skal kunderne kun have én løsning, og alle informationer vil være samlet ét sted i stedet for to.

”De seneste år har vi fået en del henvendelser fra borgere i Hillerød, som har spurgt om muligheden for at få Perfect Waste i Hillerød Kommune, og vi har hørt om gode erfaringer fra andre kommuner og forsyninger, som benytter den. Vi synes, det er en rigtig god løsning, som giver vores kunder flere muligheder, end de hidtil har haft, og derfor har vi taget beslutningen om at introducere app’en i Hillerød,” afslutter Hanne Thinghuus.

Kunder vil fortsat kunne bruge webløsningen Mit affald, hvor man bl.a. kan se tømmedage, tilmelde sig afhentning og rapportere manglende tømning.

Fakta

Perfect Waste er udviklet i Danmark til landets kommuner og affaldsforsyninger. Kommuner og forsyninger kan tilmelde sig appen og herefter give mulighed for, at borgerne kan få adgang til en række funktioner i appen. Perfect Waste er gratis og kan downloades direkte i App Store eller Google Play eller på Hillerød Forsynings hjemmeside: hfors.dk/app. Her kan man også finde en guide og videoer til at komme godt i gang og læse om fordelene ved app-løsningen.

Emne
  • Affald