Underskrift, Hillerød Forsyning, LM Byg og Vand og Teknik, PM, nyhed

Førende eksperter skal bygge Hillerøds nye vandværk

Pressemeddelelse

Hillerød Forsyning har efter et udbud valgt LM Byg og Vand & Teknik som hovedentreprenører til at bygge Solrødgård Vandværk. Det nye vandværk skal stå færdigt ved udgangen af 2025, og det skal være med til at sikre, at der er nok rent drikkevand til de stadig flere hillerødborgere og til Hillerøds største virksomheder i de kommende år.

Hillerød, 20. april 2023 – Solrødgård Vandværk er helt central for, at Hillerød Forsyning også i fremtiden kan levere den mængde drikkevand, som udviklingen i Hillerød efterspørger. Hillerød er en kommune i vækst, og kommunens egne prognoser siger, at indbyggertallet i 2030 runder 60.000 indbyggere. Det er 6.000 flere end i dag. 

”Udover at kommunen får flere og flere indbyggere, planlægger et par førende virksomheder med stort vandforbrug markante udvidelser her i kommunen. Begge dele stiller store krav til os, og Solrødgård Vandværk kommer derfor til at spille en helt central rolle i at sikre drikkevand til hillerødborgerne i de kommende årtier,” siger Peter Underlin, konstitueret adm. direktør, Hillerød Forsyning. 

Solrødgård Vandværk skal opføres i det nordøstlige hjørne af Solrødgård Klima- og Miljøpark, det 51 HA store område, der allerede i dag huser Nordsjællands største genbrugsstation, det fuldt overdækkede renseanlæg, HCR Syd, samt forsyningens kontor- og administrationsbygning. Vandværket vil, når det står færdigt, producere cirka 3 mio. kubikmeter drikkevand årligt. 

Med valget af LM Byg og Vand & Teknik har Hillerød Forsyning sikret sig nogle samarbejdspartnere, der har lang erfaring inden for netop design og konstruktion af moderne vandværker. LM Byg er bl.a. hovedentreprenør på HOFOR’s kommende vandværk ved Thorsbro i Ishøj, ligesom firmaet også stod bag det få år gamle vandværk i Køge. 

”Vi er glade for, at Hillerød Forsyning har valgt LM Byg til at varetage opførslen af Solrødgård Vandværk. Det er en kompleks og specialiseret opgave, der stiller store krav til uddannelse og håndværk, og vi ser frem til at bruge vores råhuskompetencer og erfaringer indenfor vandværksbyggerier at hjælpe Hillerød Forsyning med at sikre vand til de kommende generationer,” siger adm. direktør i LM Byg, Frank Aarslew-Jensen. 

Hvor LM Byg skal stå for ’det ydre’, dvs. opførelsen af råhuset, kommer Vand & Teknik til at tage sig af ’det indre’, nemlig design og udvikling af selve vandforsyningsanlægget, som er firmaets speciale. 

”Vi har samlet et stærkt team omkring os, som vi kender rigtig godt fra mange af de tidligere vandværksprojekter, som vi har udført. Så vi glæder os til at trække i arbejdstøjet og komme i gang,” siger Salgs- og Forretningschef i Vand & Teknik, Thomas Vogn Kjeldsen. 

Vandværket etableres i et partnering-samarbejde mellem totalentreprenør og bygherre, som gør, at de to parter arbejder tæt sammen helt fra starten. I første fase skal parterne i fællesskab færdigudvikle projektet, og først derefter kendes vandværkets endelige udformning og anlægspris. 

”At projektet er udbudt som et partering-samarbejde er en stor fordel for både Hillerød Forsyning og os, da vi dermed kommer til at sidde omkring samme bord, og i fællesskab kan designe det kommende vandværk. Så kommer vi rigtigt fra start,” Thomas Vogn Kjeldsen. 

Vandværket har en foreløbig entreprisesum på ca. 100 mio. kr., og den endelige pris kendes altså først, når Hillerød Forsyning, LM Byg og Vand & Teknik sammen har lagt alle detaljer i det omfattende projekt fast. Til at hjælpe partnerskabet i mål med detaljerne er Ginnerup Arkitekter, Drias Rådgivende Ingeniører og Ekolab med i rådgiverteamet.

For yderligere information:

Søren Hedegaard Nielsen, kommunikationschef, Hillerød Forsyning T: 48 23 10 00. M: shn@hfors.dk

Mikkel Berg, kommunikationsdirektør, LM Byg/Pihl Holdings T: 46 18 60 10. M: mbe@pihlholdings.dk

Stella Lund, Marketingchef, Vand & Teknik/ENVATEK T: 20 90 61 15. M: sl@vandogteknik.dk

Emne
  • Vand