Advokatundersøgelse udtaler kritik af afskediget direktør

Pressemeddelelse

Poul Schmith/Kammeradvokaten har nu afsluttet den advokatundersøgelse, som Hillerød Forsyning satte i værk for at afdække en række ledelsesdispositioner vedr. udgifter til leasing af firmabiler samt brug af firmakreditkort. Undersøgelsen udtaler kritik af afskediget administrerende direktør.

Hillerød, 9. september 2021 – Mangelfulde oplysninger til bestyrelsen og uretmæssig forvaltning af leasingaftaler er nogle af de forhold, som Poul Schmith/Kammeradvokaten belyser i den 50-siders rapport, som advokathuset har udarbejdet for Hillerød Forsyning. Rapporten har specifikt undersøgt forhold vedrørende forsyningens leasingbiler samt de kreditkort, som nuværende og tidligere medlemmer af ledelsen har haft adgang til.

Poul Schmith/Kammeradvokaten kritiserer den forhenværende administrerende direktør for forvaltningen af både egne og meddirektørers leasingbiler. Kritikken skyldes to forhold, som dokumenteres i rapporten. Ét var, at nogle af bilerne prismæssigt lå over bestyrelsens udstukne beløbsgrænse. Dertil kom, at flere af bilerne blev tilbageleveret til leasingselskabet før kontraktens udløb, og dette var medvirkende til, at de samlede udgifter oversteg den aftalte ramme.

Advokatundersøgelsen baserer sine konklusioner på såvel skriftligt materiale som interviews med nuværende og forhenværende medlemmer af topledelsen, herunder også den forhenværende administrerende direktør.

Klar juridisk vurdering

Den kritisable forvaltning af leasingbilsordningen får ikke yderligere personalemæssige konsekvenser, idet den tidligere administrerende direktør allerede var blevet afskediget af andre årsager. Advokatundersøgelsen retter omvendt ingen kritik af den ligeledes afskedigede meddirektør, da hans leasingbilaftaler og en række relaterede meromkostninger var godkendt af den administrerende direktør.

Rapporten konkluderer, at firmabilspolitikken har været upræcis i sine formuleringer, hvilket er medvirkende til, at advokatundersøgelsen ikke anbefaler yderligere sanktioner.

”Henset blandt andet til, at der forud for marts 2018 ikke forelå generelle retningslinjer for firmabilsordningen, og at de af bestyrelsen vedtagne retningslinjer fra marts 2018 kunne have været klarere i forhold til, hvad ordningen omfattede, ses der ikke at være grundlag for, at der tages skridt til yderligere sanktioner imod Hillerød Forsynings direktion eller øvrige ansatte i forhold til administration af leasingaftaler på firmabiler,” lyder det i rapportens konklusion om den firmabilsordning, som i dag helt er afskaffet.

En enig bestyrelse har besluttet at følge rapportens anbefalinger, og derfor vil der ikke blive indledt en juridisk proces med henblik på yderligere sanktioner.

Ingen kritik af nuværende ledelse

For at sikre, at bestyrelsen fortsat kunne have tillid til den nuværende ledelse, bad de tre medlemmer af den nuværende direktion om at blive taget med i advokatundersøgelsen. Juristerne har dog ikke fundet grundlag for at kritisere dispositioner foretaget af de tre nuværende direktionsmedlemmer, ligesom man heller ikke finder anledning til at kritisere bestyrelsen.

”Bestyrelsen har taget Kammeradvokatens rapport til efterretning. Det er godt for alle parter at få sat et endeligt punktum. Det må være i alle Hillerødborgeres interesse, at både forsyningen og bestyrelsen kan kigge fremad og fokusere på kerneopgaven,” siger bestyrelsesformand Klaus Markussen.

Kreditkort efter bogen

Forvaltningen af kreditkortene har ikke givet anledning til kritik fra Poul Schmith/- Kammeradvokatens side. Enkelte poster gav anledning til dybere undersøgelser, men i alle tilfælde lå der en forretningsmæssig relevant grund bag brugen af kortene.

Parallelt med advokatundersøgelsen bad Hillerød Forsynings bestyrelse også revisionshuset EY om at udarbejde en revisorundersøgelse, der – sammen med forsyningens kommende indkøbspolitik – skal styrke forsyningens interne kontrolmiljø. Rapporten fra EY er blevet afleveret samtidig med advokatundersøgelsen, og forsyningens administration vil nu indarbejde rapportens anbefalinger i sit kontrolmiljø.

Hillerød Forsynings ledelse besluttede også at fremskynde implementeringen af den whistleblower-ordning, som efter planen først skulle etableres i 2023. Whistleblower-ordningen blev sat i drift i begyndelsen af juni i år.

 

Emne
  • Hillerød Forsyning