Partnering, Hillerød Forsyning, presse, Arkil, NCC, Halsnæs, juni 2022

Forsyningsselskaber indgår tæt samarbejde med to førende entreprenører

Pressemeddelelse

De to nordsjællandske forsyningsselskaber, Halsnæs Forsyning og Hillerød Forsyning, indgår partnering-aftale med Arkil og NCC. De to entreprenører skal i de kommende år udføre fem store separatkloakeringsprojekter for de to forsyninger for cirka 600 mio. kr. Aftalen om det tætte samarbejde er til gavn for alle parter.

Hillerød, 17. juni 2022 – Partnering-aftalen mellem de to forsyningsselskaber fra Halsnæs og
Hillerød og de to entreprenører, Arkil og NCC, er et langsigtet, strategisk samarbejde, der skal
udmønte sig i konkrete resultater for alle parter.


”Ifølge aftalen deles vi alle om både fordele og ulemper gennem samarbejdet, ligesom
parterne har forpligtet sig til at dele alle erfaringer med hinanden. Det betyder, at vi får bedre
forudsætninger for at overholde både budgetter og tidsfrister, når de fem, store og vigtige
renoverings- og separatkloakeringsprojekter skal føres ud i livet i de kommende år,” siger
Peter Underlin, COO og forsyningschef, Hillerød Forsyning.

Billigere for borgerne

I sidste ende gavner de lavere omkostninger borgerne i både Halsnæs og Hillerød kommuner,
da de to forsyningsselskaber er kommunalt ejede. Parterne deler både over- og underskud
ligeligt, hvilket betyder, at både bygherre og entreprenør har sammenfaldende interesse. Så
enhver optimering er til gavn for alle. Det skal sikre et positivt samarbejdsklima.


”100 procent tillid, åbenhed, gennemsigtighed og samarbejde fra projektets start er grundlaget
for succesfuld partnering. Vi er indstillet på, at det kræver fuldstændig åbenhed og
videndeling, så alle parter drager erfaringer og viden med ind fra de projekter, vi udfører. Vi
hjælper med andre ord hinanden med at minimere risici og optimere projekterne,” siger
direktør i NCC’s forsyningsenhed Michael Thomsen.


Det tætte samarbejde bryder også med nogle normer i entreprenørbranchen. Alle parter er
nemlig forpligtet til at dele erfaringer fra projekterne med hinanden. Det betyder, at Arkil og
NCC, der til daglig er konkurrenter, kommer til at dele viden, de normalt ville holde for sig
selv.

Videreudvikle gode ideer

”Ved at pulje alle vores kompetencer kan vi nå længere. Når en god idé opstår, kan både vi og
NCC være med til at videreudvikle den, og det giver grobund for ny læring til gavn for alle
parter. Vi får kort sagt en samarbejdsstruktur, hvor vi alle spiller hinanden gode på tværs af
både virksomheder og faggrænser,” siger Claus Lundgaard, divisionsdirektør i Arkil.

Aftalen betyder, at Halsnæs og Hillerød Forsyning indgår aftale med Arkil og NCC om i alt fem
store projekter, fire i Hillerød og ét i Halsnæs. Arkil får ansvaret for projekterne i Hillerød
Midtby og erhvervsområdet Rønnevang, mens NCC skal stå for separatkloakering af Favrholm
og Østbyen i Hillerød samt kloakrenovering i Hundested i Halsnæs Kommune.

”Målet med samarbejdet er økonomisk effektivitet for alle parter samt innovation og
bæredygtighed. Under forhandlingerne har vi på begge sider af bordet arbejdet på at fordele
de økonomiske fordele og ulemper mellem os. Tillid og godt samarbejde er nøglen til succes,”
siger Jacob Kaae Lind Nordqvist, administrerende direktør, Halsnæs Forsyning.

I bedste fald kan det forbedrede samarbejde føre til en reduktion af omkostningerne på
mellem fem og 20 procent, som fordeles ligeligt mellem bygherre og entreprenør.

For yderligere information
Søren Hedegaard Nielsen, kommunikationschef, Hillerød Forsyning, T: 48 23 10 00. M: shn@hfors.dk
Carl Johan Corneliussen, pressechef, NCC Danmark, T: 26152127, M: carcor@ncc.dk
Johannes Hartkopf-Mikkelsen, kommunikationskonsulent, Arkil A/S, T: 73225026, M: jhmik@arkil.dk

Emne
  • Hillerød Forsyning
  • Spildevand