Hillerød Forsyning tester spildevand for COVID-19

Pressemeddelelse

Som et led i et nationalt pilotprojekt vil Hillerød Forsyning teste spildevandet for COVID-19 i juli. Forsyningen er med i national task force, der skal sikre, at test af spildevand til efteråret kan erstatte de personlige corona-tests.

Hillerød, 10. juni 2021 – Test af spildevand for COVID-19 har stort set siden epidemiens start sidste forår været set som et effektivt redskab til kortlægning af det lokale smittetryk. Først nu er myndighederne dog klar til at indlede et forsøg, hvor 20 kommuner kommer til at teste spildevandet for COVID-19 gennem hele juli. Hillerød Kommune er én af de 20 kommuner.

”Hillerød Forsyning har siden epidemiens start været en central spiller i arbejdet med test af spildevand, og derfor bliver Hillerød Kommune en af de 20 kommuner, der deltager i pilotprojektet. Det betyder, at vi her i kommunen kan være med helt fremme i forreste række, når test af spildevand på sigt er udset til at erstatte de personlige corona-tests,” siger forsyningschef Peter Underlin, Hillerød Forsyning.

Med i forreste række

Hillerød Forsyning har bl.a. deltaget i et EU-finansieret samarbejde om test af spildevand, man har stået i spidsen for erfaringsudveksling med en række andre, danske spildevandsselskaber, og sidst men ikke mindst har Hillerød Forsyning en plads i brancheforeningen DANVA’s task force, der rådgiver og assisterer de danske myndigheder.

Det er Pernille Ingildsen, der er leder af Hillerød Forsynings projektafdeling, der har drevet projektet med test af spildevand hos forsyningen. Hun er en af landets kapaciteter på vandområdet og er bl.a. medforfatter til bogen ”Smart Water Utilities”, der handler om, hvordan vi i de kommende år bliver nødt til at udnytte de nyeste teknologier, hvis vi skal beskytte og bevare vandets sarte kredsløb.

Hurtigere og billigere

I praksis kommer Hillerød Forsyning til i juli gennem daglige prøver af spildevandet på det centrale renseanlæg, HCR Syd, til at kunne kortlægge udviklingen af smittetrykket i kommunen.

”De foreløbige erfaringer viser, at test af spildevand kan vise lokale ændringer i smitteudbredelsen et par dage hurtigere end de nuværende corona-tests. Det skyldes, at spildevandet med det samme afslører COVID-19, og at vi ikke behøver at vente på, at folk får symptomer og lader sig teste,” siger Pernille Ingildsen og tilføjer:

”Alt i alt er test af spildevand en mere præcis, hurtigere og billigere måde at overvåge smitteudviklingen end de eksisterende individuelle COVID-19-tests med en vatpind i enten næse eller svælg.”

Kan spore lokale smitteudbrud

På sigt kan de centrale analyser af spildevandet på HCR Syd blive udvidet med decentrale tests i spildevandsbrønde rundt om i kommunen. På den måde kan man spore lokale smitteudbrud.

Andre steder i landet har man allerede med succes afprøvet de decentrale tests. Bl.a. har Københavns Kommune gennem en måned overvåget smitteudviklingen i én bydel gennem 14 lokale tests af spildevandet.

Test af spildevandet koster cirka 3.000 kr. pr. dag. Hillerød Forsyning har selv betalt for de tests, der indtil videre er blevet udført, men når pilotprojektet sættes i gang 1. juli, dækker Statens Serum Institut forsyningsselskabernes omkostninger.

Emne
  • Spildevand